Cannabis gør syg - ikke rask

JESUS/HASH:Endelig langt om længe fandt menneskeheden så ud af, hvordan Jesus helbredte de syge. Han røg selvfølgelig hash og puttede cannabis i salveolien, som de smurte på de syge. Det har kloge og dygtige professorer fra bl.a. Boston Universitet nemlig fundet ud af i disse tider, og så må det jo være rigtigt, ikke? Det, der bare undrer mig er, at menneskehedens nuværende hashforbrugere endnu ikke har fundet ud af, at cannabis kan helbrede sygdomme. Det ville jo være særdeles praktisk for alle cannabisnarkomaner, da deres fysiske tilstand ved hashrygning tilsyneladende gør dem stadigt mere syge, og for nogle er det ikke nok. Efter hash skal der for nogle meget stærkere sager til som f.eks. heroin. I 70'erne var det morfinbase, i hvert fald i København, hvor jeg var så privilegeret at arbejde i fem år med stofmisbrugere. I den periode så jeg aldrig hashrygere blive raske af cannabis. Kun mere syge. Til gengæld så jeg med mine egne øjne mange drenge og piger blive helbredt i Jesu navn - uden cannabis. De findes i dag som glade og velfungerende borgere i det danske samfund. Mange af deres misbrugsvenner ligger i dag i gravene. Apropos gravene. Det siges jo også i det Ny Testamente, at Jesus selv stod op fra de døde og selv opvækkede adskillige i sit korte liv på jorden. Har de meget store og dygtige professorer fra USA undersøgt, om det også skyldtes cannabissens helbredende virkninger? Hvis det er tilfældet, har vi en glædelig nyhed til alle døende i verden: Bliv indsmurt fra top til tå i cannabisolie adskillige gange på dit dødsleje, og du skal blive rask! Hvis du dør inden indsmøringen, så få aftalt, inden du lukker øjnene, at de pårørende skal indsmøre dig i cannabisolie, fordi så vil du blive bragt til live af det igen! Ærligt talt: Hvis de klogeste mennesker på denne jordklode ikke kan komme op med noget bedre, så foretrækker jeg ikke blot at forblive en trofast læser helbrederen Jesus i det Ny Testamente, men jeg vil også fortsætte med at opleve Ham og følge Ham!