Cannes kan lide dansk film

Ole Christian Madsen med Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt i rollerne som Citronen og Flammen.

Ole Christian Madsen med Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt i rollerne som Citronen og Flammen.

Cannes Festivalen har skabt stor international interesse for "Flammen & Citronen", Ole Christian Madsens film fra besættelsen. Filmen er blevet vist på tre markedsvisninger og resultaterne meldte sig straks, oplyser filmens producer, Lars Bredo Rahbek. - Der er allerede før festivalens slutning indgået aftaler om salg med distributører, der sikrer, at filmen vil blive vist i Storbritannien, Japan, Spanien, Australien og Grækenland. På et tidspunkt hvor det danske publikum bliver ved med at strømme til biograferne for at se filmen, glæder det mig, at udlandet nu også melder sig. Vi har holdt tre lukkede visninger for distributører i Cannes. Vi kan allerede nu melde at flere store lande har sikret sig filmen til visning. At en film om modstandsfolks indsats under den danske besættelse kan interessere mennesker i så fjerne egne som Australien og Japan bekræfter, at filmens beskrivelse af krigen er eviggyldig, ikke kun for historieinteresserede men for alle, siger Lars Bredo Rahbek. I Storbritannien er det Metrodome, der har købt filmen til distribution. - Vi har haft succes med Oscar-vinderen "Forfalskerne" fra Tyskland, så vi er glade for at have sikret os det exceptionelle danske verdenskrigsdrama, der jo også er baseret på virkelige begivenheder. Den passer perfekt ind i vores program, siger Metrodomes chef, Peter Urie. Forhandlinger med andre lande fortsætter i Cannes. Der er blandt andet stor interesse fra Italien, Frankrig, Benelux landene og USA, oplyser Lars Bredo Rahbek. 22. maj havde 640.000 set "Flammen & Citronen" i danske biografer. Den kører stadig i mere end 50 biografer landet over.