Capello: Baneløber var skyld i Brasilien-udligning

Brasilien scorede til 1-1 i de døende minutter mod Rusland. Kort tid inden havde en fan været på banen.

Capello: Baneløber var skyld i Brasilien-udligning

Da en fodboldfan mandag aften løb på banen under venskabskampen mellem Rusland og Brasilien på Stamford Bridge, mistede de russiske spillere koncentrationen, og det kostede i sidste ende holdet sejren.

Det forklarer Ruslands træner Fabio Capello efter det lidt overraskende 1-1-resultat.

- Jeg er tilfreds med den måde, vi spillede - vi viste en masse holdånd, sagde den italienske træner ved det efterfølgende pressemøde.

- Min eneste skuffelse er, at efter tilhængeren løb på banen, mistede mine spillere koncentrationen, og mod Brasilien må det ikke ske, siger Capello.

Med blot et par minutter tilbage af kampen stod russerne til at tage den første sejr over de brasilianske fodboldekvilibrister nogensinde, men en scoring af Fred efter 90 minutters spil spolerede overraskelsen foran de 35.000 tilskuere i London.

Da Brasiliens træner, Luiz Felipe Scolari, hørte Capellos forklaring på det uafgjorte resultat, bidrog han imidlertid med en historie fra sin tid som træner for Portugal.

- Da jeg var træner i Portugal, spillede vi mod Estland, og pludselig kom der en meget smuk, topløs pige på banen. Alle kiggede på hende - selv jeg. På det tidspunkt stod der 0-0, men vi endte med at vinde 2-0, siger Scolari.

- Jeg ved ikke, om manden i dag distraherede det russiske hold, men hvem ved, det kan jo ske, siger han drillende.

Luiz Felipe Scolari er med det uafgjorte resultat fortsat uden sejr, siden han vendte tilbage til posten som landstræner.

Brasilien, der har vundet VM fem gange, er ikke særlig godt kørende for tiden. I sidste måned tabte holdet til England, mens det i torsdags blev til 2-2 mod Italien.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst