Carl Pølse kom hjem

ASDAL VOLDSTED: NORDJYSKE og Region Nordjylland er gået sammen om kunstprojektet ”Stedets Ånd”, der skal udfordre 11 nordjyske kunstnere. Den første er Ole Tersløse fra Hjørring, der laver computer generede billeder i 3D-programmer.

Det beåndede sted, som Tersløse er blevet udfordret på, er Asdal Voldsted, som ligger ved Asdal Hovedgaard ca. seks km sydøst for Hirtshals. Et sted, der er kendt af de færreste.

Carl Pølse indgår som en del af Asdals historie, skønt han er en ren sagnfigur. Et af sagnene fortæller om, hvordan han lokkede skibene til at strande ved at tænde bål på stranden, så han efterfølgende kunne plyndre lasten.

Røverierne fik dog en grum ende, da han blev sat i en ”spigertønde” - en tønde hvis indvendige side var sømbesat - hvorefter tønden blev sparket ned ad en skrænt.

Spøgelse med lygte i hånden

I et andet sagn forlyder det, at Carl Pølse som spøgelse forsøger at nå frem til Asdal Hovedgaard, hans jordiske hjem. Ved sammenfald af fuldmåne og højvande kan man se et lys bevæge sig hen over bakkerne. Det er Carl Pølse med en lygte i hånden, der går fra sin grav ned til stranden og vandrer derefter med lange trætte skridt mod Asdal Hovedgaard. Men han når aldrig helt derop.

Desuden knytter en anden fortælling sig til hovedgården, som går tilbage til tiden, da dens jorde stødte op mod ”Oddens” ved Mygdal. Under en jagt blev der skudt et svin, men der opstod uenighed mellem de to jordbesiddere om, hvem svinet tilhørte.

Tvisten førte til en retssag og udfaldet af dommen blev, at Asdal Hovedgaard og Oddens skulle dele svinet på langs.

Flæskesiderne skulle hænges op, og den, der kunne opbevare skinken længst, var den rette ejer af svinet.

Skinken findes stadig på Asdal Hovedgaard, mens den er væk på Odden.

Han får tilgivelse

- Navnlig sagnet om Carl Pølse fangede mig. Tilsyneladende er det en ”klassisk” spøgelsesfortælling om et ondt menneske, der går igen på grund af sine ugerninger. Det er imidlertid interessant at se på hans brøde. Han snyder sine medmennesker ved at afsætte falske tegn på stranden, siger Ole Tersløse.

- Det slog mig, at Carl Pølses forbrydelse - dens ulykkelige konsekvenser til trods - egentlig er meget banal. Vi afsætter alle falske tegn, som løgn og fortielser, for egen vindings skyld. Intet menneske er 100 procent ærligt.

- Fortællingen er i denne sammenhæng lettere hyklerisk. Vi skal frydes over, at Carl Pølse straffes og må gå igen på grund af ugerninger, der ikke er væsensforskellige fra dem, vi selv begår - omend i en mindre målestok.

- Derfor fik jeg lyst til at lave et billede, der gjorde op med traditionen inden for spøgelseshistorier og handlede om tilgivelse og ikke fordømmelse.

Associerer til sagn om svinet

- På mit billede er Carl Pølse endelig kommet hjem til Asdal. Han sidder på voldanlægget, hvor hovedgården engang lå, og nyder solopgangen - eller måske er det solnedgangen.

- For det skægge ved det er, at i spøgelseshistorien skal han forsvinde ved sidste hanegal. Det er, når solen står op. Men på mit billede kigger han faktisk den modsatte vej, så det kan også være, at han har siddet der hele dagen og nu nyder solnedgangen. Det er en bevidst usikkerhed, jeg har skabt, understreger kunstneren, der har givet Carl Pølse grisehoved.

Så det giver naturligvis associationer til det andet sagn om svinet, der blev genstand for en retssag.

- Jeg synes, at det var sjovt at antyde en reference til denne historie, da skinken, som stadig opbevares på Asdal Hovedgaard, på mange måder er blevet gårdens ”varemærke”.

- Derudover spiller jeg på en bevidst tvetydig betydningsdannelse. Carl Pølse var ”et svin”, da han ikke opførte sig ordentligt. Det paradokse er imidlertid, at svinehovedet får ham til at se meget troskyldig ud. Vi opfatter ham ikke længere som forbryder, og det falder os lettere at fatte en vis sympati for ham, mener Ole Tersløse, der har lagt megen humor ind i sit værk.

- Det er noget, jeg bruger meget. For når man møder noget, der er tilstrækkeligt barokt, så siger man, at man ved ikke, om man skal grine eller græde. Den dobbelthed griber jeg ofte fat i, forklarer han.