Bryggerier

Carlsberg afviser kritik af æblecider

Anonym miskredit er ren chikane, siger producenten af Somersby

Somersby - æblecider

Somersby - æblecider

Ren chikane. Sådan betegner Carlsberg kritikken af bryggerikoncernens nye store satsning æblecideren Somersby, der ifølge en undersøgelse fra Steins Laboratorium/Eurofins ikke som lovet indeholde det mindste spor af æble. Samtidig erkender direktør for laboratoriet i Holstebro, Svend Aage Linde, nu over for epn.dk, at analysen ikke er fuldstændig. - Vi kan ikke med 100 procent sikkerhed sige, at der ikke er æbler i det produkt, siger Svend Aage Linde. Hvem, der har bestilt den omstridte prøve, ønsker laboratoriedirektøren ikke at oplyse. En række medier og fødevaremyndighederne modtog i sidste uge anonymt en analyse, som skulle dokumentere, at Somersby ikke er lavet af æble. Men det afviser Carlsberg Danmarks kommunikationsdirektør Jens Bekke på det kraftigste og forsøger samtidig at finde frem til den anonyme afsender for om muligt at tage juridiske skridt for fejlagtigt forsøg på at miskreditere produktet. Følger forskrifterne - Carlsberg afviser klart det angreb, som en ukendt virksomhed eller person er i færd med for at miskreditere æblecideren. Somersby er produceret med æblesaft og følger både de danske forskrifter og den fælles standard, som de europæiske ciderproducenter har vedtaget. Vi opfordrer enten den anonyme afsender eller Steins Laboratorium til at stille analysen til rådighed, så vi og andre på et objektivt grundlag har mulighed for at vurdere anklagerne, siger Jens Bekke. Ifølge bryggeriets oplysninger skulle den omstridte analyse vise, at Somersby ikke indeholder stoffet phloridzin, som findes i æbler. Men ifølge en udtalelse, som Carlsberg har indhentet fra et tysk forskningsinstitut, er det alment kendt, at nogle koncentrater af æblejuice ikke indeholder stoffet, ligesom filtreringsprocessen kan fjerne spor heraf. Forbrugerrådet følger med Fødevareregion Øst i Rødovre, der blandt andet har til opgave at tage stikprøver af mistænkelige og vildledende fødevarer på den danske marked, har på baggrund af kritikken af Somersby kontaktet Carlsberg for at få sagen opklaret. I Forbrugerrådet siger fødevarepolitisk medarbejder Camilla Udsen, at rådet følger med i sagen, og at det - hvis der skulle vise sig at være hold i kritikken af æblecideren - er tale om grov vildledning. Men hun understreger, at spørgsmålet endnu ikke er afgjort. Og Camilla Udsen er i øvrigt ikke bekendt med, at der er en stigning i virksomheders forsøg på at undergrave konkurrenter ved at komme med falske beskyldninger mod deres produkter. - Og heller ingen pære... Ifølge Børsen har Carlsberg postet et tocifret millionbeløb i kæmpesatsningen på at markedsføre Somersby. Ifølge den kritiske laboratorieundersøgelse indeholder cideren heller ikke spor af pære. Og det er ganske korrekt, bekræfter Jens Bekke. Foreløbig er pærecideren nemlig kun i støbeskeen, oplyser han. /ritzau/