Carlsberg beholder fiasko-flaske

Kritik fra restauratører og dårligt salg i butikkerne påvirker ikke ølgigantens holdning

Detailhandel 1. december 2004 05:00

KØBENHAVN:Carlsberg har ingen planer om at føre den nyrenoverede Carlsberg Pilsner tilbage til sin oprindelige tunge og mørke emballage. Og det på trods af at den nye, lette emballage er stærkt kritiseret herhjemme. 200 restauratører har sat deres underskrift imod flasken og kassen - og de fleste har valgt at boycotte produktet. Producenten af den nye kasse, Schoeller Plast i Nr. Jernløse ved Holbæk, fyrer 32 medarbejdere, fordi Carlsberg ikke har forlænget ordren. Supermarkederne melder om nedgang i salget af pilsneren. Indehaveren af Café Grotten i København, Lajla Aurbakken, står bag restauratørernes underskriftsindsamling. Hun håber, at Carlsberg vil lytte til forbrugernes protester. - Målet er at få så mange som muligt til at skrive under og derefter at gå op og aflevere underskrifterne på Carlsberg, siger Lajla Aurbakken, som indtil videre har noteret 200 restauratørers underskrift mod Carlsbergs 'fiasko-flaske'. En bøvlet sag Restauratørerne klager over, at de nye kasser til 24 øl ikke passer ind i lagersystemet og er svære at opbevare. De nye flasker skal sorteres for sig, og det giver problemer i myldretiden. Det lyse glas tåler ifølge Lajla Aurbakken ikke lys, og øllet bliver hurtigere varmt og dovent. Sidst men ikke mindst gider kunderne ikke at købe den gamle pilsner i den nye flaske - den er blevet for dyr. - Den nye indpakning gør, at øllen pludselig er dyrere, selv om indholdet er det samme. Nu skal Hoffen ikke være en arbejderøl mere, nu skal den være en trendy pilsner. Det er okay, at man tænker i nye baner, men det her er bare ikke gennemtænkt, siger Lajla Aurbakken. Også i detailhandlen er der problemer. Prisen har bremset salget i Coop Danmarks butikker. - Vi synes, at initiativet er godt, fordi man giver forbrugeren en flottere emballage og en vare, som er lettere at bære. Den nye øl giver også en større lønsomhed. Men vi kan konstatere, at forbrugerne er meget skeptiske, og at der er færre, der køber Carlsberg i dag, fordi det er blevet dyrere, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark. International glæde Hos Carlsberg bekræfter man, at bryggeriet holder en pause i produktionen af de nye ølkasser. Men administrerende direktør for Carlsberg Danmark, Jørn Tolstrup, er stadig glad for den nye flaske, som sælger godt - i andre lande. - Vi er kommet med en ny flaske, som er vores internationale flaske, der sælges på mange markeder verden over. Vi har solgt mange af dem, og vi får også mange positive tilkendegivelser. Der er både for og imod. Vi håber, at folk vænner sig til dem efterhånden, siger Jørn Tolstrup, som ikke har planer om at føre Carlsberg Pilsneren tilbage i de gamle flasker og 30 stk-kasser. - Øllen er efterspurgt andre steder i verden. Der er mange forskellige typer ølflasker på markedet, og vi har valgt den internationale flaske. Carlsberg er et internationalt mærke, som også skal tilbydes de danske forbrugere, siger Jørn Tolstrup til Ritzau. Han forklarer, at det generelle ølmarked er gået ned og samtidig har været udsat for stor priskrig. Men det ekstra dårlige salg af Carlsberg Pilsner er stort set blevet opvejet af et mersalg af andre Carlsbergprodukter. Men de nye flasker lever alligevel ikke helt op til forventningerne. - Vi havde forestillet os, at flasken ville blive taget godt imod, for det er en ny og smart flaske. Vi har også forudset, at der var nogen, som var knapt så begejstrede. Sådan er det jo altid, når man laver noget nyt. Så skal man forvente noget modstand. Men salget har været mindre, end vi havde forventet, siger Jørn Tolstrup. Det fører dog ikke nødvendigvis til, at forbrugerne kan vente en billigere Carlsberg Pilsner i fremtiden. - Vi overvejer løbende, hvad vi skal gøre, men det vil jeg ikke uddybe på nuværende tidspunkt, siger Jørn Tolstrup. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...