Carlsberg forbedrer sit resultat

Carlsberg kom ud af 2010 med pæn fremgang i driftsresultatet og vinder markedsandele i Europa og Asien.

Fifa vil have ølsalg ved VM i Brasilien. Arkivfoto

Fifa vil have ølsalg ved VM i Brasilien. Arkivfoto

Bryggerikoncernen Carlsberg øgede i 2010 resultatet af primær drift til 10,25 milliarder kroner mod 9,4 milliarder kroner året før. Det fremgår af selskabets nye årsregnskab. Nettoresultatet gik hele 49 procent i vejret til et overskud på 5,4 milliarder kroner. Selskabet peger på, at der er tale om stærke resultater trods en afgiftsforhøjelse på det vigtige russiske marked. - 2010 var et meget specielt år for Carlsberg på grund af den markante afgiftsforhøjelse på vores største marked, og vi er meget tilfredse med de stærke resultater for 2010, siger koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen, Carlsberg. Koncernen øgede markedsandel i store dele af forretningen i 2010. I Nord- og Vesteuropa steg den samlede markedsandel. I Rusland holdt man uændret en andel på 39,7 procent af markedet, selv om man holder forholdsvis høje priser på dette marked. I Asien blev der vundet markedsandele i hele regionen, og Ukraine klarer sig flot, hedder det i regnskabet. Selskabets omsætning steg med en procent til 60,1 milliarder kroner. Den samlede ølvolumen faldt med en procent. For 2011 venter Carlsberg at få en øget markedsandel på markeder, der udgør to tredjedele af forretningen. /ritzau/