Bryggerier

Carlsberg køber Orkla ud

København, torsdag /ritzau/ Carlsberg A/S køber norske Orklas ejerandel på 40 procent i Carlsberg Breweries for i alt 14,8 milliarder danske kroner, meddelte koncernen torsdag. Det er Carlsbergs største enkeltinvestering nogensinde, og Carlsberg ejer herefter hele aktiekapitalen i Carlsberg Breweries. Handlen kommer, efter at der i sommeren 2003 opstod uenighed mellem ejerne om den overordnede strategi for selskabet. Yderligere handler manøvren om, set fra Carlsbergs side, at ejerstrukturen og beslutningskompetencen i selskabet skulle være mere entydig. - Vi tog kontakt med Orkla i juni 2003 og sagde, at den komplicerede struktur var et problem. De ville nok helst have beholdt aktierne, men vi har været meget fokuserede på det her. Og jeg er sikker på, at Orkla kan se, at det er godt for dem at få en ganske betydelig præmie for de tre år, de har været inde, sagde Povl Krogsgaard-Larsen, formand for Carlsberg A/S og Carlsbergfonden, ved præsentationen af handlen. Carlsbergs køb af norske Orklas ejerandel i Carlsberg Breweries kommer ikke bag på aktieanalytiker i Danske Bank Henrik Schultz. - Det er ikke nogen hemmelighed, at Carlsberg og Orkla har været uenige om strategien for Carlsberg Breweries. Desuden er det oprindelige formål med sammenlægningen af aktiviteterne i Carlsberg Breweries mere eller mindre opnået. Fordelene i form af en styrket markedsposition i Norden og nogle indlysende stordriftsfordele er realiseret. Så jeg vil sige, at det er en logisk og rigtig transaktion set med begge selskabers øjne, siger Henrik Schultz. Men Carlsberg betaler samtidig en høj pris for at blive herre i eget hus, uden at det ændrer grundlæggende på bryggerikoncernens udsigter, vurderer aktieanalytiker Peter Falk-Sørensen fra Dansk Aktie Analyse. - Der vil være fokus på, at de har fået sig en pæn gæld og for en periode begrænses i deres ekspansionsmuligheder, siger han. Til spørgsmålet om, hvem der har gjort den bedste handel, peger Peter Falk-Sørensen på, at Orkla-aktien steg 17 procent umiddelbart efter, at handlen blev offentliggjort, mens Carlsberg kun steg omkring tre procent. Norske Orkla tjener 12,5 milliarder norske kroner (cirka 10,7 milliarder danske kroner) på handlen. Og fordi aktierne er ejet af Orkla i Sverige og følger svenske regler, er gevinsten skattefri. Dermed er værdien af deres oprindelige investering i Carlsberg i 2000 omtrent tredoblet, fortalte Orklas koncernchef Finn Jebsen på et pressemøde torsdag. - Vi har haft en årlig forrentning af investeringen på omtrent 28 procent. Så prisen er fair og langt over markedets vurdering af værdien, sagde han på pressemødet. Udover at betale 14,8 milliarder danske kroner til Orkla overtager Carlsberg også gæld i selskabet på 4,5 milliarder kroner. På den måde når den samlede betaling for Carlsberg Breweries ifølge Orkla op på 19 milliarder danske kroner. Alligevel beklager Finn Jebsen salget. - Det var med tungt hjerte, vi tog beslutningen om at sælge, men det er den bedste beslutning for aktionærerne. Vi har været fornøjede med udviklingen i Carlsberg, men i sommer opstod en tiltagende konflikt. Derfor valgte vi at sælge. Alternativet var en langvarig konflikt, som blot ville føre til værditab, sagde han. /ritzau/