Carlsen triumferer i lynskak med 12. VM-titel

Norske Magnus Carlsen blev mandag verdensmester for femte gang i lynskak og for 12. gang i alle discipliner.

MOSKVA:Det norske skakgeni Magnus Carlsen triumferede endnu en gang, da han mandag i Moskva blev verdensmeter i lynskak for tredje gang i træk og femte gang i alt.

Den 29-årige nordmand besejrede den japanskfødte amerikaner Hikura Nakamura efter et dramatisk omspil.

Her endte første parti med remis, inden Carlsen sikrede VM-titlen, som er hans 12. VM-guld i karrieren i de forskellige discipliner.

Efter 21 partier havde både Carlsen og Nakamura 16,5 point, og derfor måtte de ud i omspil.

- Det var en enorm lettelse at vinde denne finale. Det ville have været meget surt, hvis det var glippet til slut, siger Magnus Carlsen ifølge NRK.

Magnus Carlsen vandt også VM i lynskak i Riyadh i 2017 og i Sankt Petersborg i 2018. I 2009 blev han verdensmester i Moskva, ligesom han gjorde i 2014 i Dubai.

Lørdag blev han også verdensmester i hurtigskak, da han spillede remis mod samme Nakamura og nåede op på otte sejre og syv gange remis i Rusland.

Med sejren i lynskak er Magnus Carlsen både verdensmester i almindelig skak, hurtigskak og lynskak i øjeblikket.

Den såkaldte treble præsterede nordmanden senest i 2014.

I hurtigskak har spillerne mindre betænkningstid end i almindelig skak, og i lynskak er tiden skruet yderligere ned.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.