Carmen som illustreret klassiker

Den afrikanske Carmen (Pauline Malefana) stjæler fuldstændigt billedet, når hun er på.

Den afrikanske Carmen (Pauline Malefana) stjæler fuldstændigt billedet, når hun er på.

Det er in­tet min­dre end en ge­ni­streg at pla­ce­re Bi­zet’s far­ve­ri­ge Car­men-ope­ra midt i den syd­af­ri­kan­ske bølgeblikslum, og der­ef­ter la­de lokale kræf­ter gen­nem­spil­le det­te høj­stem­te dra­ma om kær­lig­hed, ja­lou­si, kø­de­ligt be­gær og mor­de­risk hævn. Op­ta­gel­ser­ne ”on location” med frit­lø­ben­de ge­der, bål i benzintønder, slagterboden med flueomsværmet kød, den uden­dørs fri­sør­sa­lon og ik­ke mindst li­vet på den lokale smug­kro til­fø­rer be­gi­ven­he­der­ne den rå og snus­ke­de virkelighedstone, som for al­vor ind­fan­ger til­sku­eren. Det er operadrama for fuld ud­blæs­ning med ku­lør og tjubang som en il­lus­tre­ret klas­si­ker, og det klæ­der Bi­zet’s dra­ma at bli­ve til­ført hen­syns­lø­se gangstermanerer, heksedoktorspådom og sen­su­el­le cigaretrullersker i oran­ge sweat­shirts og gum­mi­sko. Kvin­der­ne i styk­ket - og ik­ke mindst ho­ved­per­so­nen Car­men (Pau­li­ne Malefana) – er nog­le or­dent­li­ge sku­der, men de be­væ­ger sig smi­digt og yndefyldt og syn­ger pas­sio­ne­ret og li­den­ska­be­ligt. Mæn­de­ne er li­ge så rå ma­cho, som kvin­der­ne er sen­su­elt li­den­ska­be­li­ge, og på den måde får den klas­sis­ke operafortælling et helt nyt liv og nær­vær. Pau­li­ne Malefana slu­ger sim­pelt­hen både bil­le­det og al op­mærk­som­hed, når hun er på. En fem­me fa­ta­le, der dra­ger mænd som en mag­net, men som og­så selv vil be­stem­me, hvor­når og med hvem hun vil rea­li­se­re den sto­re kær­lig­hed. Et af mag­net­of­re­ne er po­li­ti­ser­gent Jongikhaya (Andile Tshoni) med kris­ten bag­grund, der for­sø­ger at le­ve et or­dent­lig liv. Så­dan som plig­ten, Gud og hans mor for­tæl­ler ham, at han skal. Han fal­der for Car­men, Car­men fal­der for ham, og så be­gyn­der pro­ble­mer­ne. For Car­men er en stolt kvin­de, der ik­ke vil fin­de sig i hvad som helst. Så kan plig­ten, Gud og mor i øv­rigt ren­de hen­de Ope­ra­en bli­ver syn­get på den lokale af­ri­kan­ske dia­lekt, xhosa, og de man­ge op­træ­den­de er fra den in­ter­na­tio­nalt an­er­ken­dte tea­ter­trup Dimpho Di Kopana, og det syd­af­ri­kan­ske town­ship, Khayelitsha, læg­ger slum­lo­ka­li­tet til. Det er gan­ske for­ry­gen­de at op­le­ve euro­pæ­isk ope­ra, gen­dig­tet og for­tol­ket og sat i nu­ti­di­ge bil­le­der, men og­så blan­det med lo­kal sang og ri­tua­ler. Et gen­dig­tet dra­ma sun­get fuld­to­net og li­den­ska­be­ligt med de ka­rak­te­ris­tis­ke kliklyde på det lokale tun­ge­mål. Og en gan­ske an­der­le­des ope­ra­op­le­vel­se, der både be­ta­ger og fa­sci­ne­rer ved sin sam­men­smelt­ning af af­ri­kansk og euro­pæ­isk mu­sik- og tea­ter­kul­tur. Skri­gen­de operafrikadeller er mås­ke ik­ke li­ge dig, men Car­men på af­ri­kansk er vir­ke­lig en ku­lørt, ufor­glem­me­lig af­fæ­re. Ope­ra­els­ke­re vil gi­vet få en på op­le­ve­ren, vi an­dre kan ny­de folk­lo­ren. Org. ti­tel: ”U-Car­men eKlayelitsha”, Syd­af­ri­ka, 2005. Instr.: Mark Dornford-May. To ti­mer Dan­marks­pre­mie­re, Bif­fen, Aal­borg.