Carolines fest for livet

Caroline fik ønske opfyldt efter lang tids sygdom

Jakob Gammelgaard og Claus Søndberg
Familien Hostrup på Teglvej ved Asaa kunne lørdag finde smilene frem og feste med otteårige Caroline. Fra venstre Mogens, Caroline, Mette og storebror Carl.
Aså 5. september 2016 21:06

ASAA: Der bliver tumlet i hoppeborgene, spist mad fra grillen og danset disko i fars lade på Teglvej ved Asaa.

- Det er sjovt at holde fest, lyder det kortfattet fra Caroline Hostrup i en pause i legen.

Den otteårige pige har været igennem en hård kamp og et langt sygdomsforløb, og det resulterede i, at Ønskefonden besluttede at sponsorere hendes højeste ønske, nemlig en diskofest for klassekammerater, venner og familie.

Lørdag var 80 gæster inviteret til festen.

- Vi har tidligere holdt lignende børnefester og det kan Caroline huske har været rigtig sjovt, fortæller hendes mor Mette Hostrup.

Familien har siden oktober sidste år været igennem et langt sygdomsforløb.

Et hårdt år

Caroline var egentlig bare faldet og skulle skannes for hjernerystelse. Her opdagede lægerne imidlertid en stor tumor i hendes lillehjerne.

- Den var seks gange to centimeter. Det var selvfølgelig et stort chok for os, at hun har gået rundt med sådan en i det lille hoved, konstaterer hendes far, Mogens Pedersen.

Samme dag blev hun overflyttet til Aarhus, hvor hun straks blev opereret. Efter seks timers vellykket operation havde lægerne fjernet hele tumoren. Morgenen efter var Caroline forholdsvis frisk, sad oppe i sengen og bad om mad. Men få timer senere lukkede hun mere eller mindre ned og kunne hverken bevæge sig eller snakke. Den tilstand varede i en måned, hvorefter hun gradvist livede op igen og begyndte at spise selv og tale.

De følgende måneder stod den på genoptræning, og efter påske kunne hun langsom begynde i skole igen. Forældrene har undervejs taget fri på skift for at være hos deres datter.

- Hun har stadig problemer med sin balance og bliver hurtigt træt. Men det går heldigvis fremad, og derfor er det også en fest for livet, som vi holder i dag, siger Mette Hostrup.

Caroline har formentlig haft tumoren i hjernen, siden hun var helt lille. Fortsat genoptræning kan resultere i, at hun får et næsten normalt liv.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...