CAS afgør Alex Rasmussens skæbne onsdag

Alex Rasmussen får onsdag afgjort sin sag om mangelfulde whereabouts-indberetninger, oplyser sportsdomstol.

CAS afgør Alex Rasmussens skæbne onsdag

Alex Rasmussens igangværende sag om mangelfulde whereabouts-indberetninger vil blive afgjort onsdag aften.

Temporytteren blev i november sidste år frifundet af dopingnævnet under Danmarks Idræts-Forbund (DIF), efter at han tre gange havde forbrudt sig mod whereabout-systemet.

Frifindelsen blev efterfølgende anket til den internationale sportsdomstol, CAS, af den internationale cykelunion, UCI, og nu er den endelige afgørelse fra CAS lige på trapperne.

Alex Rasmussens brud på dopingreglerne består i, at han tre gange i løbet af 18 måneder har svigtet i forhold til whereabouts og dopingtest.

DIF's dopingnævn lagde i sin frifindelse af Alex Rasmussen vægt på, at UCI var for længe om at gøre Rasmussen opmærksom på det tredje regelbrud, som udløste sagen mod ham.

Ifølge det internatinale antidoping-agentur WADA's regler skal det ske inden for to uger, men det tog UCI 10 uger.

Alex Rasmussen er et af Danmarks medaljehåb ved OL i London som en del af banelandsholdet i 4000-meter-forfølgelsesløb.

Den 9. juli skal den internationale olympiske komité (IOC) senest kende navnene på Danmarks OL-deltagere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.