CAS behandler Manchester City-sag over video

Manchester Citys appel skal høres i CAS fra mandag til onsdag. Klubben er blevet dømt for brud på FFP-regler.

De kommende tre dage kan få stor betydning for Manchester Citys fremtid.

De kommende tre dage kan få stor betydning for Manchester Citys fremtid.

MANCHESTER:Om få dage ved den engelske fodboldklub Manchester City måske, om den kan deltage i europæiske turneringer de kommende år.

Fra mandag til onsdag behandler Den Internationale Sportsdomstol (CAS) en appel fra Manchester City. Men på grund af coronakrisen skal høringerne foregå over en videoforbindelse.

Storklubben er af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) blevet idømt to års udelukkelse fra europæiske turneringer for brud på reglerne om Financial Fair Play (FFP).

Udelukkelsen gælder dog ikke indeværende sæson, hvor Manchester City fortsat er med i den afbrudte Champions League.

Til gengæld vil udelukkelse i de kommende sæsoner føre til store økonomiske og prestigemæssige tab for klubben, der i sidste sæson tjente 93 millioner euro svarende til 693 millioner kroner i præmie- og tv-penge alene på sin deltagelse i Champions League.

Manchester City blev dømt for de økonomiske regelbrud i februar.

Klubbens trøje- og stadionsponsor, Etihad Airways, kontrolleres af kongefamilien i De Forenede Arabiske Emirater, hvis vicepremierminister er sheik Mansour, ejeren af Manchester City gennem investeringsfonden Abu Dhabi United Group.

Sponsoraterne af klubben blev i sin tid præsenteret som selvstændige aftaler, men dokumenter fra den såkaldte Football Leaks-sag har afsløret, at det reelt er klubejeren, som gennem flyselskabet har postet penge i klubben.

Det er ulovligt i henhold til Uefas FFP-regler. De kræver, at klubberne i sig selv skal kunne opnå økonomisk balance.

Med det "kunstige" sponsorat har City ifølge Uefa bevidst forsøgt at omgå reglerne i perioden 2012-2016.

Derudover er City også dømt for ikke at samarbejde med Uefas Club Financial Control Body (CFCB) i forbindelse med efterforskningen.

Det udløste altså en straf på udelukkelse fra alle europæiske klubturneringer i de kommende to sæsoner. Samtidig fik klubben en bøde på 225 millioner kroner.

Manchester City ankede efterfølgende dommen til CAS og afviste Uefas anklager.

- Baseret på vores erfaring og vores syn på det virker det, som om det har mindre at gøre med retfærdighed og mere at gøre med politik, sagde Citys administrerende direktør, Ferran Soriano, til klubbens hjemmeside i februar.

Det er endnu uklart, hvornår CAS melder sin afgørelse ud, men sagen kan få stor betydning for håndhævelsen af FFP-reglerne fremadrettet.

Træffes der ikke en afgørelse inden for kort tid, kan den blive udskudt til juli, fortæller CAS' generalsekretær, Matthieu Reeb.

Hvis City ikke får medhold i sin appel, har klubben mulighed for at anke sagen yderligere til Den Schweiziske Forbundsdomstol.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.