CAS skal behandle Ruslands fireårige karantæne

Wada valgte 9. december at udelukke Rusland i fire år. Rusland er uenig i afgørelsen, som CAS skal behandle.

Ruslands Antidopingagentur (Rusada) erklærede sig torsdag uenig i afgørelsen fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada), der valgte at udelukke Rusland fra internationale sportsbegivenheder i fire år.

Ruslands Antidopingagentur (Rusada) erklærede sig torsdag uenig i afgørelsen fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada), der valgte at udelukke Rusland fra internationale sportsbegivenheder i fire år.

MOSKVA:Den Internationale Sportsdomstol (CAS) skal afgøre, om Ruslands udelukkelse fra alle internationale sportsbegivenheder i fire år skal stå ved magt.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) valgte 9. december at udelukke russerne, men torsdag meddelte Ruslands Antidopingagentur (Rusada), at det ikke er enig i afgørelsen, skriver nyhedsbureauet Tass.

Det betyder, at Wada skal indberette sagen for CAS.

Afgørelsen fra Wada blev begrundet med, at Rusland fra et laboratorie i Moskva har manipuleret med dopingdata, som blev sendt videre til Wada.

Straffen vil betyde, at Rusland som nation går glip af blandt andet sommer-OL i 2020 samt vinter-OL i 2022.

Sagen skal behandles i CAS' førsteinstans og vil officielt blive indbragt for domstolen inden for 10 til 15 dage. Derefter venter en sagsbehandling af ukendt varighed.

- Bolden vil være på Wadas side, og situationen vil udvikle sig inden for de juridiske rammer, siger Alexander Ivlev, der er leder af Rusadas tilsynsråd, ifølge Tass.

Formanden for Rusada, Yuri Ganus, har tidligere sagt, at det vil være meningsløst at appellere dommen fra Wada.

- Der er ingen chance for at vinde denne sag i retten, sagde Ganus 9 december.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere kaldt Wadas afgørelse for "politisk motiveret", og på et pressemøde torsdag kræver han, at landet kan konkurrere under eget flag.

- Efter min mening er beslutningen (om udelukkelse, red.) ikke kun urimelig, men den går også imod sund fornuft.

- Wadas beslutning modsiger de olympiske vedtægter. Hvis der ikke er et retskrav mod Den Russiske Olympiske Komité (ROC), må de nationale hold konkurrere under det nationale flag, siger præsidenten ifølge Tass.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.