Casper Folsach napper EM-bronze efter flot finale

Cykelrytteren Casper Folsach afsluttede i fornem stil i omnium og sikrede sig EM-bronze i Glasgow.

Cykelrytteren Casper Folsach skaffede lørdag aften metal til Danmark i forbindelse med European Championships, der samler EM i syv forskellige sportsgrene.

I Glasgow vandt han således bronzemedalje ved EM i omnium efter et flot pointløb.

Inden det afsluttende pointløb var der ellers ikke meget, der tydede på, at danskeren skulle komme i nærheden af skamlen, men det ændrede han på i en flot finale.

Han sluttede på 113 point og slog lige netop polske Szymon Sajnok, der havde 112 point på fjerdepladsen.

Briten Ethan Hayter vandt guld med 133 point foran italieneren Elia Viviani, der også skrabede 113 point sammen.

25-årige Folsach var tidligere på året en del af det danske hold, der vandt VM-sølv i 4000 meter holdforfølgelsesløb. I 2016 var han med til at vinde OL-bronze.

Denne gang var det så i EM-regi. Ud over cykling omfatter European Championships roning, svømning, golf, gymnastik, triatlon og atletik. Sidstnævnte afholdes i Berlin, de øvrige idrætsgrene i Glasgow.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.