Lokalpolitik

Catwalk i genbrugstøj og præster i cykelrally

Borgmesteren har stadig gode ben

FREDERIKSHAVN:Borgmesteren har gode ben, men han skal oppe sig - ellers får han baghjul næste år. Det er blot en af konklusionerne efter lørdagens Abildgårdmarked. Borgmester Erik Sørensen har, så længe nogen kan huske, vundet cykelsponsorrally'et i suveræn stil. I går måtte han dele førstepladsen med pastor Henrik Raakjær Nielsen, skolelærer Claus Jensen og 11-årige Christian Møller, barnebarn af den legendariske cykelrytter, byrådsmedlem Villy "Falk" Møller. Alle fire cyklede 26,5 km på en time, en ganske god gennemsnitsfart på rundstrækningen omkring Abildgårdkirken. Sognepræst Birgitte Laumann er dog alt i alt et bedre parti end de mandlige cykelryttere. Laumann havde den bedste sponsoropbakning og scorede hele 1.956 kroner. I alt indbragte sponsorcykelløbet 15.900 kroner. Som den årvågne læser måske har gættet, handler det om det traditionsrige Abildgårdmarked i og omkring Abildgårdkirken, der også bød på mannequinopvisning. Modellerne var fra Ældre Sagens Sangkor, Anne Gigger var konferencier og tøjet var fra genbrugsbutikken. I kælderen solgte de mandlige medlemmer af Ældre Sagens Sangkor lopper. - Vi har vores faste base her i kirkens lokaler og derfor stiller vi selvfølgelig op, når de kalder på os, lød det fra De Grå Lopper. Sangkoret har et halvt hundrede medlemmer mellem 60 og 90 år - og loppemarkedet giver de ældre mulighed for at rydde op i gemmerne. På græsplænerne uden for kirken regerede de grønne pigespejdere og de lyseblå FDFere, med bålplads, rebslagning, konkurrencer og gøgl. - Markedet arrangeres af alle de forskellige grupper, der er i området, spejdere, kor, FDF og så videre. Overskuddet går til undervisningsformål, landbrugsudvikling i Tanzania og Cambodja. Det er kirkens missionsprojekter, hvor vi også sender unge mennesker på udveksling hvert år, fortæller sognepræst Henrik Raakjær Nielsen. Overskuddet plejer at være på cirka 50.000-60.000 kroner.