København

Cavling-prisen for Dan Lynge historier

KØBENHAVN:Danmarks fineste journalistiske hæderspris, Cavling-prisen, blev onsdag tildelt journalisterne Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen fra Ekstra Bladet og Miki Mistrati og Thomas Stokholm fra Bastard Film for deres grundige, vedholdende og væsentlige artikler og tv-indslag i den såkaldte Dan Lynge-sag. I motivationen skriver priskomiteen, at de fire journalister siden 2002 har afdækket, "hvordan den almindelige retssikkerhed og forventelige tryghed i samfundet er blevet sat over styr i politiets seks år lange og tætte samarbejde med eks-rockeren Dan Lynge". Artiklerne i Ekstra Bladet og tv-indslagene i TV2 har været direkte årsag til den kommissionsundersøgelse, der er sat i gang, og som indtil videre har bekræftet historierne, fastslår Cavling-komiteen. - Politiet var - via sit hemmelige samarbejde med den tidligere rocker - således ved flere lejligheder advaret om livstruende voldskriminalitet. Men politiet valgte ikke at gribe ind og så tavst til, da en panserværnsraket ramte en rockerborg midt i København og dræbte to personer. Desuden har uskyldige borgeres sikkerhed flere gange været i unødig fare på grund af politiets passivitet, som er fyldigt dokumenteret i artikler og tv-indslag, skriver Cavling-komiteen. Cavling-prisen 2004 overrækkes til de fire journalister fredag den 7. januar i Journalisternes Hus i København, hvor også pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), vil være til stede. Prisen består af 20.000 kroner og følges af en statuette til hver af journalisterne. Cavling-komiteen består af Carsten Ingemann, Jyllands-Posten, Lars Hørby, Ekstra Bladet, Kurt Strand, DR, Ulla Krag Jespersen, Danmarks Journalisthøjskole, og Lars Borberg, NORDJYSKE Medier. /ritzau/