Cd-udlånet rasler ned i Sindal

Kulturministerens blokade mod ny musik skidt for biblioteket

SINDAL:Fra 1. februar spærrede kulturminister Brian Mikkelsen (K) for adgangen til bibliotekernes hylder for ny musik med en karensperiode på fire måneder i et forsøg på at hjælpe musikbranchen. Her knap fire måneder efter indførelsen slår bibliotekar Tina Kragelund fast, at en af karensperiodens klare konsekvenser er, at cd-udlånet fra Sindal Bibliotek rasler ned. - Selv om vi har hængt et skilt op, står folk alligevel forgæves og kigger efter nyhederne, siger Sindal-bibliotekaren. Helt konkret siger tallene, at man eksempelvis for april måned har oplevet, at udlånet er faldet med 180 eksemplarer, fra 854 i april sidste år til 674 i år. På årsbasis kan det komme til at betyde en nedgang i antallet af udlån på et par 2000 eksemplarer. Og når perioden på de fire måneders spærring er gået, vil det betyde, at der tyndes kraftigt ud i kategorien Angora-drenge, MGP og diverse udgivelser i kølvandet på de mange tv-sangdyster. - Det er fordi, at det er noget som mest har nyhedens interesse. Men vi vil stadig købe det ind, som har en kvalitet, der interesserer i en længere periode, siger Tina Kragelund, der ærgrer sig over, at Sindal Bibliotek er ved at miste en mulighed for at lokke kunder, som man ellers ikke ser så meget til, ind i butikken.