Cecilie dyster på viden

Danmarks klogeste barn skal findes og kåres

AABYBRO:Forældrene vidste i første omgang ikke, at 11-årige Cecilie Nielsen fra Aabybro havde tilmeldt sig TV5s konkurrence og tv-udsendelser om at finde "Danmarks klogeste barn" blandt 11 til 13-årige. - Hun spurgte, om hun måtte gå på internettet i forbindelse med noget skolearbejde. Men det tog lidt tid at tilmelde sig, og jeg så, hvad det handlede om, fortæller Johnny Nielsen. Og efter lidt betænkningstid over konsekvenserne ved at lade deres 11-årige datter blive kendt på tv gav Hanne og Johnny lov. Cecilie har været til de første optagelser, men udsendelserne bliver først sendt til efteråret. - Vi lægger vægt på, at det her kan give hende en stor oplevelse, og at det er en leg. Men det var en stor overraskelse for os, at hun klarede sig videre fra castingen, jeg kunne ikke have svaret på halvdelen af de spørgsmål, som hun skulle svare på, fortæller Johnny Nielsen. - Vi har taget en snak med Cecilie om, at der et eller andet sted kan komme et nederlag ud af det her. Hun kan godt tåle at blive kendt fra en tv-udsendelse. Hun er en stærk pige, som tør sige, at hun er klog, og hendes veninder accepterer det og accepterer Cecilie, som hun er, fortæller JohnnyNielsen. - Vi har også lagt meget mærke til, hvordan hun har haft det, når hun er kommet hjem fra skole, siger han. Og der har kun været lutter positive reaktioner fra vennerne og deres forældre. Samtidig er Hanne og Johnny Nielsen positivt overraskede over den professionalisme, der er omkring programmet, ligesom der eret sæt etiske spilleregler. -Først frygtede jeg, at det var en form for slaveunderholdning, men nu er jeg helt beroliget.Eksempelvis dyster børnene ikke om penge eller præmier, men udelukkende om et trofæ og æren, så de ikke skal føle sig pressede, siger Johnny Nielsen. Cecilie har altid skilt sig lidt ud som et klogt barn. Nogle gange har hun ikke været så interessant at lege med, fordi hun har haft andre interesser end sine jævnaldrende. - Derfor gør vi også meget ud af, at hun er et barn, og at hun også skal lege, siger Johnny Nielsen. Fritiden bliver da også brugt på veninder, rulleskøjer, spille keyboard - og læse. Værelset er prydet med Harry Potter plakater, og eventyrfiguren har også en stor plads i bogsamlingen sammen med pigebladet Witch, ligesom Illustreret Videnskab og bøger om danmarkshistorien. - Med konkurrencen kan jeg prøve at bruge noget af min viden og se, hvor jeg står. Men jeg vil ikke føle, at jeg har tabt, hvis jeg ikke vinder. Der kan jo kun være ét barn, der er Danmarsks klogeste, siger hun.