Cello og meget mere

Musik 9. september 2008 06:00

KONCERT Kammermusik i Dorf Gl. Skole # # # # ¤ ¤ Gudskelov der findes musikere som Tristan Schultze, den østrigske cellist, som var gæst ved Dorf-skolens sidste sommerkoncert i søndags. For her blev man mindet om, at incitamentet til at gå til koncerter ikke er at blive bekræftet i hvad man allerede kender, men at blive forført og væltet omkuld, en metier, den sympatiske Schultze mestrer ubesværet. Starten af koncerten var henlagt til åkandedammen i bunden af Dorf-skolens have, hvor vi blev trakteret med fire kompositioner af Schultze selv, små præcise etuder med hvert sit fokus, der spændte fra en to-stemmig Couperin pastiche for vokal blæserstemme og cello, over brasiliansk berimbau-musik (cello bearbejdet med spisepinde), flageoletspil med kinesisk, pentatons præg og til bulgarsk folkedans, komplet med bordunbas og skæve rytmer. Den efterfølgende 4. cellosuite i Eb af Bach blev henlagt til koncertsalen på førstesalen, og også den blev en usædvanlig oplevelse. Schultzes Bach udmærkede sig ved stor omhyggelighed i den melodiske og rytmiske artikulation, men derudover var den præget af et gennemført nøgternt udtryk, der ikke tilførte ret meget klangligt eller dynamisk til Bachs melodilinier, de fik lov til at tale for sig selv, som en upoleret, nøgen torso. Tristan Schultzes egne værker og improvisationer efter pausen var derimod alt andet end nøgterne, her var vi igen tilbage ved det præcist tegnede musikalske udtryk, etuderne over forskellige gennemreflekterede idégrundlag. Den syngende cellomelodi, der arbejdede sig igennem de gamle kirketonale skalaer og skiftede farve for hver 'modulation', som i Miles Davis' og Bill Evans' "Flamenco Sketches". Piazzollas tango med dens karakteristiske harmonik, men også kontrasten mellem det maskuline og feminine i musikken. Variationerne over den gamle "Greensleves" med jazzet pizzikato, og temaet fra andanten i Brahms' 3. symfoni, udført stilrent som jazzballade med (vokal) basunsolo over pizzikeret bas, så selv Al Grey kunne have været det bekendt. Den frie improvisation, som Schultze fremførte på skiftevis cello, klaver, guitar og jødeharpe blev mere kuriøs end musikalsk. Til gengæld sang publikum ganske smukt i den afsluttende lille passacaglia, som blev indstuderet og opført på stedet af en fin musiker med meget på hjerte. Julekoncerten i år er sat til d. 14. december, hvor Niklas Sivelöv spiller Bach og Schumann. Tore Mortensen www.kultur.nordjyske.dk Bach, Schultze Tristan Schultze, Dorf gl. Skole søndag aften

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...