Italien

Cembrit vil købe sig ind i italiensk fabrik

Aalborg-koncern befæster sin position i Sydeuropa

Engang var cementbaserede plader til byggeriet lig med bølgeplader beregnet til tagdækning, men i dag fremstiller Cembrit et bredt sortiment af plader med forskellige udformninger og til forskellige formål.

Engang var cementbaserede plader til byggeriet lig med bølgeplader beregnet til tagdækning, men i dag fremstiller Cembrit et bredt sortiment af plader med forskellige udformninger og til forskellige formål.

AALBORG:Cembrit-koncernen, der har hovedsæde i Aalborg, satser nu på at styrke sit fodfæste på det sydeuropæiske marked for fibercement. Selskabet har indledt forhandlinger med italienske Finanziamenti Industriali med henblik på at købe en bestemmende aktiepost i sidstnævntes fabrik Maranit i Poggie Renatico i Italien. Maranit, der fremstiller tagprodukter af metal og fibercement, har hidtil været en integreret del af Finanziamenti Industriali, men i august tog koncernen fat på en proces med henblik på at spalte Maranits aktiviteter ud i en selvstændig enhed med henblik på at indgå i et joint venture-projekt med den danske koncern. Forhandlingerne mellem de to parter forventes afsluttet inden for kort tid. Cembrit er Europas andenstørste og hurtigst voksende virksomhed inden for fibercementbaserede byggematerialer som planplader til udvendig og indvendig beklædning af vægge og lofter, samt skifer og bølgeplader til tag. Koncernen, der er aktiv i hele Europa, har datterselskaber i 14 lande og beskæftiger mere 1100 medarbejdere. Cembrit, der er en del af FLSmidth gruppen, omsætter årligt for halvanden milliard kroner. Finanziamenti Industriali er et italiensk holdingselskab, som kontrollerer Cementeria di Monselice Spa (en cementfabrik nær Padova), Maranit Spa og andre virksomheder inden for byggeindustrien. Cembrit hed indtil 1. marts i år Dansk Eternit, hvis fabrik i Aalborg gennem mange år var blandt byen største arbejdspladser. Produktionen på Eternitten, som fabrikken hed i folkemunde, stoppede 22. december 2004. I dag foregår produktionen i Tjekkiet, Polen, Finland og Ungarn.