Center skal sælge skole

Svømmehal skal bruges til natursport

Skolevæsen 15. februar 2005 05:00

RANUM: Hurtig etablering af et natursportscenter i den nu nedlagte svømmehal i Ranum. Det er en vigtig brik i forsøget på at sælge den nye efterskole i Ranum til kommende efterskoleelever. Det fastslår Olav Storm, der er leder af Ranum Efterskole. Han glæder sig derfor over, at byrådet netop har givet 50.000 kroner til en midlertidig løsning, så svømmehallens bassin kan fyldes op med sand. Dermed kan bygningen i løbet af kort tid bruges til natursportscenter, hvor der eksempelvis kan være beachvolley. Man også en lang række andre aktiviteter. Kommunen har besluttet, at de 50.000 kr. skal tages fra den halve snes millioner kroner, der er afsat til en ny Ranumhal. Ranum Efterskole kommer til at stå for aktiviteterne i natursportscentret frem til 1. januar 2007. Herefter er det meningen, at aktiviteterne skal flyttes over i den nye Ranum Hal. Hvis Ranum Efterskole hellere vil fortsætte med aktiviteter i de gamle svømmehalsbygningerne, så må efterskolen selv overtage svømmehalbygningen med de udgifter, der hører til efter 1. januar 2007. Hurtig - De 50.000 kr. fra kommunen samt ekstra 20.000 kr. fra Ranum Svømmehal Venner - som foreningen er klar til at skyde i en opfyldning af bassinet - gør, at der nu er de nødvendige 70.000 kr. til en hurtig etablering af et natursportscenter i den gamle svømmehal, siger Olav Storm. - Centret er en vigtig brik i det store udbud af aktiviteter, som skal være med til at sælge efterskolen, siger Storm, der håber på, at bassinet er fyldt op med sand til et åbent hus-arrangement på skolen 5. marts. - Vi har allerede mange elever til det kommende skoleår, men åbent hus-arrangementet er også et forsøg på at sælge skolen på lidt længere sigt. Der skulle også gerne komme unge, der kunne tænke sig at starte på skolen i skoleåret 2006/2007, siger Olav Storm. Også lokal ungdom Han lægger ikke skjul på, at Natursportscentret også meget gerne må komme den lokale ungdom til gode. En af planerne går derfor på at lave et indendørs beachparty med scene og ungdomsbands i april. Her har foreningen Svømmehallens Venner lovet at være med. Ved arrangementet skulle der meget gerne tjenes penge til etablering af aktiviteter i natursportcentret. Profilavis I øvrigt arbejder Ranum Efterskole i øjeblikket på en såkaldt profilavis i et oplag på 85.000, der skal sendes ud i hele Nordjylland. Avisen skal vække de unges appetit på den nye efterskole

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...