Detailhandel

Centerbutikker til halv pris i Hjørring

Omdrejningspunktet for et butikscenter er en dagligvarebutik, siger erhvervsmægler

HJØRRING:- Med mit kendskab til Hjørring vil et realistisk niveau på en lejekontrakt for en detailbutik i Metropol Hjørring City Center ligge omkring 1.200-1.500 kr. per kvm. om året og 800-1.000 kr. i Storcenter Nord på Frederikshavnsvej - selvfølgelig afhængig af butikstype- og størrelse. Det siger afdelingsleder Torben Nielsen fra erhvervsmæglerfirmaet Colliers i Aalborg, som beskæftiger sig med erhvervslejemål i både Aalborg og Hjørring. Til sammenligning koster det fra 2.500 til 3.800 kr. per kvm. i årlig husleje et leje sig ind i en butik på strøget i Aalborg, 2.000-2.500 i Aalborg Storcenter - og kun 1.200-1.500 på strøget i Nørresundby. De store forskelle skyldes forskellen på antallet af daglige kunder, og her peger han på et meget vigtigt fundament i begge de kommende centre i Hjørring. Et vigtigt anker - Dynamoen i et butikscenter er en stor dagligvarebutik, som tiltrækker mange mennesker hver eneste dag - uden en sådan dynamo er det svært at få et center til at fungere, siger Torben Nielsen om begge de planlagte center i Hjørring, hvor der da også er planlagt supermarkeder - nemlig et Kvickly i Metropol Hjørring City Center og et unavngivent supermarked i centret på Frederikshavnsvej - som det ikke har været muligt at få sat navn på omend rygterne svirrer i Hjørring. Centerdannelser Torben Nielsen ser en landsdækkende trend, der trækker i retning af flere og flere butikscentre, og han vurderer, at enten skal forbruget stige markant - eller også kommer butikkerne udenfor centrene til at dø en stille død. - Forbrugerne går efter at spare, og hvis man har en butik, der ligger for langt fra dagligvarebutikkerne, kan det gå galt, siger han om fremtidens forbrugere, der kræver oplevelser og nemme og bekvemme handelsløsninger. - Jeg tror ikke, at de centre der skal bygges i Hjørring, bliver taberne - i hvert fald ikke, hvis de formår at indbygge både oplevelser og miljø i centrenes dagligdag, siger han.