Hjørring

Centerplaner ligger stille

HJØRRING:Som det efterhånden har været beskrevet nogle gange på disse sider, er der ingen skred i det planlagte bycenter, som COOP Danmark A/S overvejer at opføre på Møller Lee-grunden. Ukrudtet vokser sig stort og smukt på de ubebyggede grund, og der er foreløbig ingen fare for gravemaskiner og cementblandere. - Næh, der har jo været ferie. Men nu tager vi snart sagen op igen, siger Jens Enggaard fra entreprenørvirksomheden Enggaard A/S, som i givet fald skal opføre centret for COOP Danmark. NORDJYSKE ville gerne have haft en kommentar fra udviklingschefen i COOP Danmark, Arnt Clausen - både til projekt "Hjørring Bycenter" generelt og til muligheden for mere detailhandel på Frederikshavnsvej, men det var desværre ikke muligt i går.