Central p-plads får et pift

Makeup til "klitplads" ved strandpavillon og Sdr. Strandvej i Løkken

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var godt fyldt i Action House til mødet. Foto: Kirsten Olsen

LØKKEN:Der var stort fremmøde til det borgermøde Hjørring Kommune havde indkaldt til vedrørende forskønnelse af p-pladsen ved Sdr. Strandvej/Norgesvej i Løkken.

Der måtte hentes flere stole ind i det store selskabslokale på 1. sal på Action House, hvor mødet om tiltag nr. to i Løkkens område- fornyelse fandt sted. Det første tiltag havde fokus på Torvet. Udviklingskonsulent i Hjørring Kommune Helle Lyngbak og arkitekt Anne Vium Skaarup fra Skaarup Landskab præsenterede projektforslaget.

Der bliver etableret en hyggelig plads med opholds- og siddemuligheder i hjørnet ud mod gaderne. Pladsen skal koble byen og stranden, idet hele parkeringspladsen og opholdspladsen bliver omkranset af nye klitrækker tilplantet med hjelm. Stien fra pladsen og forbi Strandpavillonen til stranden bliver renoveret.

Af de nuværende 55 parkeringspladser bliver der bevaret 35 pladser og to handicap p-pladser.

To synspunkter

På mødet var der generelt stor ros til projektet fra deltagerne. Dog var der en lang diskussion om behovet for p-pladser i Løkken by. Der herskede to synspunkter om den sag.

Det ene lød på, at det er en skam, at der skal være parkeringspladser på en plads der er så unikt beliggende.

- Der er netop naturen og det attraktive område der tiltrækker gæster til Løkken. I andre turistbyer, både større og mindre, er folk vant til, at der skal parkeres uden for byen, og så må man gå det sidste stykke.

- Lav dog en rigtig dejlig plads på hele området. Den er alt for god til at blive brugt til parkeringsplads, lød argumenterne.

Det modsatte synspunkt gjorde gældende, at hvis ikke bilisterne kan komme ind i byen og parkere, ja så bliver de væk.

Der var dog mest stemning for det fremlagte forslag.

- Vi går i gang, og så er vi færdige til sommer, lød det fra Helle Lyngbak, og den udmelding blev modtaget med bifald.

Byrådet har frigivet 1,5 mio. kr. fra den samlede projektpulje på 4,875 mio. kr. til områdefornyelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.