Centralisering skal redde småskoler

Farsø-politikere vil samle ledelse af fem skoler hos en mand - små skoler frygter for livet

Skolevæsen 24. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Fremtidens folkeskole i Farsø Kommune kan i løbet af kort tid blive fundamentalt anderledes end i dag. Byrådspolitikerne er langt inde i overvejelserne om at lægge ledelsen af de fem lokale folkeskoler i hænderne på én person, og på tegnebrættet er også en fælles skolebestyrelse for hele kommunen - i stedet for, at alle skoler har egen leder og egen bestyrelse. Det skal redde de mindste skoler fra lukning - og samtidig bane vejen for, at lærerne organiseres i selvstyrende teams, der bedre end i dag kan leve op til intentionerne i folkeskoleloven. I de små lokalsamfund frygter man, at politikerne får lettere ved at lukke en lille skole, hvis skolerne mister deres status som selvstændige institutioner. Formanden for børne- og kulturudvalget i Farsø, Søren Virenfeldt, er umiddelbart positivt stemt: - Min personlige vision er, at vi bedre kan udnytte lærernes kræfter ved at organisere dem i selvstyrende teams. Det er faktisk det, de nye lærere er uddannet til i dag. Vi skal gøre det hele lidt enklere. Lærerne skal have mere ansvar og mere arbejdsglæde, og så får vi også en bedre folkeskole, siger han. Lukning i forkøbet Overvejelserne er opstået efter en sparerunde i sommer, hvor børne- og kulturudvalget skulle spare 500.000 kroner på 2002-budgettet, og udvalgsformanden lægger ikke skjul på, at skolelukninger med tiden kan komme på dagsordenen, hvis der ikke gøres noget. - Jeg tror ikke, at vi og alle andre kommuner har været igennem den sidste sparerunde. Der skal nok komme flere. Og dette her er da også et forsøg på at komme skolelukninger i forkøbet. Jeg kan ikke garantere for, at det ikke kommer på tale engang, når vi i fremtiden skal spare. Men med det her forsøger vi at komme den udvikling i forkøbet, så vi så længe som overhovedet muligt kan undgå at lukke skoler, siger Søren Virenfeldt. Tvivler på løfter Men Ove Rieks-Pedersen, formand for skolebestyrelsen på Ullits Skole - en lille skole med 143 elever - tror ikke på, at et centraliseret skolevæsen betyder, at de små skoler reddes fra lukning. - Spørgsmålet er, om den trussel bliver mindre - eller tværtimod større - af at lave skolerne om til afdelinger. Mon ikke politikerne vil have nemmere ved at lukke en afdeling frem for en selvstændig skole, siger Ove Rieks-Pedersen. - Og de beregninger, jeg har set indtil nu, viser, at kommunen ikke vil spare på det. Hvorfor så gøre det? Det hænger ikke rigtig sammen, mener han. Desuden frygter den lille skole, at både elever og lærere time for time flyttes fra skole til skole, for at politikerne kan få den billigste undervisning presset ind i de kommunale budgetter. - Noget af det, som er svært at sætte tal på, er trygheden i en hverdag, hvor elever og lærere kender hinanden. Den frygter vi vil gå fløjten ved at lave én stor enhed, hvor mange svage nemt kan blive tabere, siger Ove Rieks-Pedersen. Lover høring Børne- og kulturudvalgsformand Søren Virenfeldt lover forældre og ansatte en tæt dialog om forandringerne. - Foreløbig har det været overvejelser. På mødet i dag nedsætter vi en arbejdsgruppe, der skal undersøge, om det er en god ide. Og er det ikke det, så dropper vi det. Det er ikke et forsøg på at luske nogle besparelser ind ad bagdøren. Og både de ansatte og forældrene bliver hørt, garanterer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...