Centralistisk socialisme

S-BORGMESTRE:De socialdemokratiske borgmestre i landets to største byer slår i dag til lyd for yderligere centralisme. De ønsker at bevare og udbygge erhvervsvirksomheder i storbyernes regi. Frank Jensen med den begrundelse, at man har uddannelsesstederne her og med det store samarbejde, der er mellem forskningen på universiteterne og erhvervslivet, mener han ikke, at man kan udflytte erhvervslivet fra de store byer. Sig mig, Frank Jensen, lever vi ikke i 2010? Har forskningen ikke netop gjort det muligt at samarbejde over endog længere afstande end vi kan præstere i Danmark? Når så højt placerede politiske ledere kan argumentere med så forstokket tankegang, kan jeg godt forstå, at lille Danmark aldrig bliver verdensmester på noget som helst inden for forskning. Til vælgerne kan jeg kun sige, at de bør huske den slags udtalelser, når de skal sætte krydset næste gang, for ellers kommer Danmark ikke videre. Jeg kan bare ikke pege på, hvem man ellers skal stemme på, for de gør det alle lige ringe.