Cepos skoser Venstres SU til iværksættere

Venstre går galt i byen med et års iværksætter-ydelse, mener Cepos' chefkonsulent, Mia Amalie Holstein.

Cepos skoser Venstres SU til iværksættere

Den borgerligt-liberale tænketank Cepos vender tommelfingeren nedad over for Venstres forslag om et give et års ekstra stipendiat - svarende til SU - til iværksættere.

Det siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, Cepos.

- Venstres forslag om et iværksætter-stipendiat er en rigtig dårlig idé. For der er risiko for, at man gør de unge en bjørnetjeneste, siger Mia Amalie Holstein i en kommentar til forslaget, som Venstre tirsdag havde med til forhandlingerne om en SU-reform.

Iværksættere uden støtte klarede sig bedre end dem med støtte, da Danmark gav en iværksætterydelse til ledige. De fleste, som fik ydelsen, blev bagefter ledige med gæld, mener hun.

Et iværksætter-stipendiat til nyuddannede unge forvrider konkurrencen. Analyser fra Erhvervsstyrelsen viser, at iværksættere over 40 år med erfaring fra erhvervslivet har de bedste kompetencer, siger Mia Amalie Holstein.

Venstres forslag koster syv millioner kroner. Iværksættere skal ikke have offentlige ydelser, men risikovillig kapital, som er svær at finde, siger Mia Amalie Holstein.

- Og det er et problem, for Danmark har nogle af verdens højeste kapitalskatter. En logisk vej til at afhjælpe dette problem er at nedsætte kapitalskatterne, mener hun.

Socialdemokraternes innovationsordfører, Trine Bramsen, kritiserer også Venstre.

- Venstres forslag om iværksætter-SU til studerende er udtryk for en uhørt kovending, siger hun i en kommentar.

Hun foreslog sidste år en iværksætter-SU til studerende, da regeringen fremlagde sin innovationsstrategi. Da afviste Venstres forskningsordfører, Esben Lunde Larsen, forslaget.

"Grundlæggende skal SU'en bruges på uddannelse og ikke til at starte virksomheder", sagde han til Berlingske Business.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.