Champagne i salonen

Foredrag om champagne på Skagen Museum.

Foredrag om champagne på Skagen Museum.

SKAGEN:17. juli kl. 19.30 holder journalist, forfatter og vinskribent Poul Pilgaard Johnsen foredrag om champagne i salonen på Skagens Museum. Det er nemlig ikke svært at finde store kunstnere, der har udtalt sig om champagne. Det har sin årsag! Champagne er en særlig drik med sin helt egen kulturhistorie, og den har ikke så lidt med kunstens verden at gøre. Især i Skagen. Der er derfor god grund til, at Skagen Museum har inviteret Poul Pilgaard Johnsen til at fortælle om champagne i anledning af museets 100 års jubilæum. Pilgaard Johnsen vil fortælle om champagnens funktion mellem mennesker, men der bliver også tid til en mere vinfaglig snak. Ifølge Pilgaard Johansen er champagne nemlig i virkeligheden en smule overset – betragtet som vin. Publikum får også mulighed for at smage på nogle af de helt store champagner. Et glas Grand Cru Champagne er inkluderet i billetprisen, ligesom der bliver mulighed for at købe supplerende champagneoplevelser fra producenter udvalgt af Danmarks førende champagneimportør, Jørgen Christian Krüff fra firmaet L’Esprit du Vin, som også vil dele ud af sin champagneviden, der er i international særklasse. Publikum vil således kunne stifte bekendtskab med champagne på alle niveauer, inklusive en af verdens mest sjældne og kostbare champagner, den legendariske og meget sjældne Heidsieck Monopole fra 1907, som kom på flaske i museets grundlæggelsesår 1908. Champagnen serveres rundt omkring i museets sale, hvor man i hvert rum vil blive præsenteret for en champagne, der i en eller anden forstand afspejler eller matcher stemningen i de malerier, der hænger i det pågældende rum. Under selve foredraget sidder publikum ned, og der er plads til i alt 110 personer.