Champagne og målorgie, da landsbyklubben skrev historie

Kviks førstehold i fodbold fejrede i går oprykning til jyllandsserrien med storsejr, hyldest og fest

Aarhus 29. september 2002 08:00

HVAM: Champagnen flød i lange baner, der var luftture til spillende træner Søren Offersen samt lykønskninger fra borgmester Rigmor Sandborg, da Kviks bedste herrehold fejrede oprykning til jyllandsserien på eget græs lørdag eftermiddag. En lokalhistorisk begivenhed eftersom det er første gang i Aalestrup Kommunes historie, at et herrehold er så højt placeret i fodbold. - Det har været en fornøjelse at følge holdet i denne sæson. Spillerne har forlængst vist os, at de har format til mere end serie 1. Vi glæder os meget til at følge jer til næste år, sagde Rigmor Sandborg, der på vegne af Aalestrup Kommune overrakte en flaske champagne til anfører Henrik Høgh. Det er andet år i træk, at Hvam-klubben har grund til jubel. I fjor rykkede herreholdet under ledelse af daværende træner, Torben Knudsen, op i serie 1, efter at de i omkring 10 sæsoner havde vekslet mellem serie 2 og serie 3. Og selvom oprykningen allerede blev sikret i sidste uge, hvilede holdet ingenlunde på laurbærrene. Heller ikke selvom dagens modstanderhold var Bindslev-Tversted, der forlængst er henvist til serie 2. Kvik vandt med hele 9-0 og vil sandsynligvis kunne holde storformen også i de tre sidste turneringskampe. Idrætsforeningen Kvik blev stiftet i 1969 som en sammenslutning mellem de daværende foreninger i byerne Simested, Hvam og Hvilsom. I løbet af de 33 år er klubben vokset til en sund og blomstrende forening, der tæller seks forskellige idrætsgrene - fodbold, håndbold, volleyball, tennis, badminton og gymnastik - og medlemstallet er stadig stigende. De fleste borgere i den østlige del af kommunen er med til en eller flere idrætsgrene. Men det er alligevel på fodboldsiden, at klubben har været mest markant, og hvor der er skabt de fornemmeste resultater. Allerede fra midten af 1980-erne, hvor man rådede over et talentfuldt juniorhold og på et tidspunkt havde seniorhold i serie 1. Juniorholdet anno 1984 talte bl.a. tidligere Viborg FF- og Silkeborg-spiller, Henrik Kastbjerg. Også andre kendte spillere fra topplan har trådt deres barnefodboldstøvler i Kvik. Thomas Andersen, tidligere AGF-er, Jan Østergaard, divisionsspiller og -træner i Skive, Lars Wetter, tidligere Viborg FF og nuværende Aalestrup IF-træner og den nuværende førsteholdsspiller, Bent Søndergaard Nielsen, har også optrådt i VFF-ernes kampdragt. I klubhuset på Hvam Stadion er pladsen forlængst blevet for trang. På en almindelig tirsdag aften, hvor førsteholdet spillede hjemme i landspokalturneringen, og hvor både herrer og damer samt visse ungdomshold træner, skulle over 100 spillere klæde om. Derfor har Kvik netop holdt rejsegilde på en tilbygning, som giver ekstra omklædningsrum og en større kantine, og som gerne skulle stå helt færdigt, når en ny fodboldsæson fløjtes i gang til foråret. Oprykningen til jyllandsserien er en begivenhed, som alle i lokalområdet er stolte af. Og tilskuerne har været talstærkt på sidelinien igennem hele sæson. - Det er jo ikke kun til gavn for spillerne og klubben, men for hele egnen, sagde næstformand i Kvik, Birthe Jensen og gemalen Svend, der havde travlt i klubhusets kantine lørdag eftermiddag. Spørger man en rutineret Kvik-mand som Ib Fønss Bach om, hvad der er årsagen til klubbens succes på fodboldområdet, er han ikke i tvivl: - Der er et utroligt godt sammenhold her i klubben, og også mellem de tre landsbyer, Simested, Hvilsom og Hvam. Selvfølgelig hænder det, at der er spillere, der forlader os, men de kommer ofte tilbage, understreger han, der med en fortid som kasserer og bestyrelsesmedlem i over 25 år og mangeårig ungdomsleder har trænet de fleste af de nuværende førsteholdsspillere i truppen, da de var yngre. Træner Søren Offersen er da heller ikke i tvivl. Han tager endnu en sæson i den røde og hvide spilledragt. Turneringen slutter først den 19. oktober, og forinden venter der Kvik-herrerne et spændende topbrag mod Dronningborg, som bliver afgørende for, hvilket af de to nyoprykkere, der løber med titlen som vinder af pulje 3.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...