Hestesport

Champagne til publikum

De nordjyske hestepublikummer må vente til mandag 13. januar for at få årets første trav-vitaminer. Til gengæld vil de trods den lidt sene dato ikke blive snydt for det traditionsrige glas champagne ved årets første løb. Igen i år er det direktør Regner Jensen fra Sigurd Muller Vinhandel, der vil svinge sin drabelige sabel og på denne lidt usædvanlige facon åbne den første flaske champagne i et hug. Håber han da i alt fald på, og det plejer da også at ske, selvom der også en enkelt gang har måttet ekstra forsøg til. På publikumssiden har forpagteren af is- og slikkiosken i øvrigt afviklet sit engagement ved årsskiftet, og fremover vil kiosken blive drevet som en del af banens restauratørs forretning. Jens med sablen Det er ikke blot vinhandler Regner Jensen, der har sablen fremme for tiden. Som Staldrunden kunne fortælle sidste mandag, har formanden for Aalborg Væddeløbsforening, Jens Præstegaard, et par mega hjertesuk, som han vil have hestesportens spilleselskab DanToto til at forholde sig til. På et møde i dag vil han inden afsendelsen af henvendelsen til DanToto dog først informere formanden for Dansk Travsports Centralforbund, Klaus Storm, om Aalborgs og de tre andre jyske baner i Århus, Skive og Billunds konkrete initiativ. Banerne ønsker en genforhandling af kontrakten med DanToto, idet initiativer, som f.eks. Aalborg pønser på med oprettelsen af en indskudsbod på banen med bl.a. spilleautomater, ikke kan lade sig gøre uden Dantotos tilladelse. - Vi skal have større råderum, hvis vi overhovedet skal have en chance for at modsvare tidens nye udfordringer og selv kunne generere indtægter, fastslår Jens Præstegaard. De blandt publikum og banernes lokale ledelser meget udskældte samsendinger med svenske baner, står også for nye skud fra formanden. - Vi vil ikke sidde i Aalborg og vente på, at man i Halmstad finder ud af at få ordnet seletøjsuheld eller to omstarter. Det fjerner stille og roligt vort lokale publikumsgrundlag. Folk kan ikke forstå, hvorfor vi ikke kører vores løb, men i stedet snegler af sted med alt for lang tid mellem løbene. Når vi så fortæller, at vi venter på, at de først får klaret nogle problemer på en bane i Sverige, ja, så ryster folk på hovedet og siger: Hvad kommer det os ved her på lægterne i Aalborg. Og hvor må man give dem ret, siger Jens Præstegaard, der stædigt har fremført problemerne uden at nogen ansvarlige har villet forholde sig indholdsmæssigt til dem. Samme Præstegaard harcelerer også over det vanvittige i, at Aalborg-banens sportschef nogle gange ikke skal være på job, når Aalborg kører løb. I stedet beordres en sportschef fra Skive til at køre til Aalborg for at være banereporter. Dagen efter sker så det modsatte, hvor Aalborgs Kim Pedersen sendes til Skive-banen, og Skives egen mand så ikke skal i funktion. - Vi betaler ganske vist ikke lokalt for disse meningsløsheder, men pengene går jo dybest set fra den samlede pengekasse. Der er nu engang kun den til at dække, lyder det fra Jens Præstegaard, der ganske enkelt ikke fatter, at han ikke kan få lydhørhed i København for så indlysende synspunkter set fra den jyske muld. For mange kokke Men hvorfor så dårlig en kommunikation inden for hestesporten, at Aalborg-banens formand Jens Præstegaard ikke kan få lydhørhed for selv de mest indlysende ændringer? Hovedårsagen til de kaotiske organisatoriske og politiske forhold inden for hestesporten er givet de mange forskellige interessegrupper og politisk nedsatte aktører, der er involveret efter, at hestesporten er kommet ind under Tipstjenesten. Således spilleselskabet DanToto, Tipstjenesten, Dansk Travsports Centralforbund, Hestesportens Finansieringsfond, TV-selskabet STV samt selvfølgelig de respektive baners ledelser. For bare få måneder siden var endnu et nyt administrativt knopskud etableret, VFS, Væddeløbssportens Fælles Sekretariat. Det fik Dansk Travsports Centralforbund dog til sidst skudt ned, men først efter, at ansættelser af direktør og kerne-medarbejdere havde fundet sted, hvilket blev til et større milliontab for sporten. Det ser således ikke lovende ud for hestesporten i 2003, og det er svært at se, hvem der kan og overhovedet har de politiske og organisatoriske muligheder for at rette skuden op. Som Jens Præstegaard et par gange har formuleret det for sine omgivelser: - På et tidspunkt gider fornuftigt tænkende mennesker nemlig ikke længere at kæmpe videre mod vejrmøller. Kort fortalt: Det nordjyske stutteri Poulsensminde har allerede eller er ved at lægge sidste hånd på formaliteterne vedrørende salg af staldens og en af Danmarks bedste galopheste, Hovman. Hingsten går i givet fald til Norge og vil der fremover få havren serveret af træner Cathrine Erichsen. Hovman nåede i træning hos århusianske Johnny Reimer at tjene godt 750.000 kr. Det hårde vintervejr har specielt ramt den finske hestesport hårdt. Samtlige løb siden 29. december er således blevet aflyst. DanToto kan inklusive Sveriges-omsætningerne fremvise en fremgang på 6 pct. i omsætningen i 2002 til i alt 467 mio. kr. Apropos har Frankrig nu offentliggjort hesteomsætningen i 2002 til 47 milliarder danske kr. Kampen om det svenske kuskechampionat var så tæt i år, at vinderen, Erik Adielson, fik sejren på flere andenpladser end Jorma Kontio. I aften er det efter en måneds pause Skive-banen, der får lov at afvikle otte løb med pænt besatte felter. Dog kan sneen i sidste øjeblik ændre negativt på det forhold. Championaterne i Aalborg 2002 gik til Birger Jørgensen (træner), Morten Størup (jockey) og Jacob Christiansen (amatør). Bedste lokale træner blev Kent Friborg efterfulgt af Jeppe Juel og Pauli Andersen. Dyrlæge H.C. Sørensens New Quick snuppede avlshingstechampionatet tæt foran Carmody Lobell og Lindys Crown.

Forsiden