Champagnegalop ventes at nå det magiske tal på 1000 tilskuere

Over 300 til aftenforestillingen tirsdag

En lidt kold vind afholdt ikke folk fra at tage til skovspil i Jægerum Søpark tirsdag aften. Ved den tredje opførelse af "Champagnegaloppen" var mødt godt 300 tilskuere, lidt flere end ved premieren i søndags. - Med indtil nu et samlet publikumstal på et godt stykke over 700 er vi mere end tilfredse, siger Per Iversen fra teaterforeningen. Med to forestillinger tilbage, og ganske fornuftige vejrudsigter, er vi ret sikre på at kunne nå de 1000 tilskuere, som altid er vores magiske tal. - Efter tre forestillinger er det tydeligt at mærke, at vi med "Champagnegaloppen", med Lotte Hermanns instruktion og idéer, virkelig har ramt publikums smag, uddyber Per Iversen. F.eks. er begejstringen stor, når børnene optræder med deres danseskole, og når de smukke melodier og sange spilles og synges. Betagelsen er ligledes stor, når den lille pantomime opføres, og der er stor morskab over de mange sjove replikker. Det er alt sammen noget, der smitter til hele holdet, og humøret er derfor højt blandt alle aktører, både på og bag scenen. "Champagnegaloppen" spilles endnu to gange: I aften og i morgen, begge gange kl. 19.