Dronninglund

Champagnen er lagt på køl

DRONNINGLUND:Inden Dronninglund Fodbolds bedste dameseniorhold i serie 3 løber på banen i Dronninglund søndag eftermiddag for at spille turneringens sidste fodbold, er champagnen lagt på køl. Allerede sidste weekend sikrede holdet sig førstepladsen i rækken, idet man for de første ni kampe har erobret 25 point. Nummer to i puljen, Hundelev, har for samme kampantal 19 point, mens Nørhalne på tredjepladsen har 17 point. Med et point difference på seks og otte point kan disse to hold derfor ikke indhente Dronninglund-pigerne. Netop Nørhalne bliver denne rundes modstander. Dronninglund har ikke tidligere vundet over Nørhalne i år. En kamp er tabt, en kamp er endt uafgjort og en kamp blev vundet uden kamp, idet Nørhalne i første mode mellem de to klubber ikke kunne stille hold på spilletidspunktet. Der er ingen tvivl om, at Dronninglund skal spille op til sit bedste for at vinde kampen. Nørhalne vil sikkert gerne gøre sit til, at Dronninglund ikke slutter sæsonen ubesejret. Dronninglunds damejunior-spillere er ikke til rådighed i denne kamp, da disse spillere er på juniortur. Nye på holdet er derfor Kristina Madsen, Line Hemmingsen, Helle Pedersen og Frederikke Høgsbro meddeles der fra Dronninglunds lejr.