Turisme

Champagneparty på Sortehavet

Vodka på dækket i solens levninger og champagne til fire retters menu, mens vi lader os transportere fra millionbyen Odessa til ferieparadiset Jalta

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Havnepromenaden i Sevastopol på Krimhalvøens sydvestkyst.

Endelig anes Sevastopol i det fjerne og dermed fast grund under fødderne. Forud er gået tre dages sejlads med “M/S Koshevoy”, der under skyerne stak ud fra ukrainske Odessa på Sortehavets østkyst. Ombord er 250 passagerer heraf vel omkring 20 nordjyder. Afstikker til bl.a. havnebyen Herson og fiskerlandsbyen Kuzminki i Dnepr-deltaet er det også blevet til. Men nu vil vi godt i land på den halvø, hvor fortiden satte Gorbatjov i husarrest i hans sommerresidens og ændrede Sovjetunionen for altid; hvor Tysklands skæbne efter verdenskrigen blev beseglet og hovedlinierne i det senere FN lagt af Roosevelt, Churchill og Stalin. Vi er nået til den selvstændige republik Krim, som russerne stadig gør krav på. For det var og er her, russiske politikere, rigmænd og overklasse holder ferie i luksuriøse villaer i sydeuropæisk klima. Også Ruslands præsident Putin – som vi senere løber ind i - ferierer på den ukrainske halvø, der skilter med kurophold, helbredende sanatorier og firestjernede hoteller. Ikke luksushotel Vores “hotel” er der ikke meget luksus over med kahytter så små, at klapbordet skal slås ned for at give nattehvile på de smalle brikse, og hvor toilet/bad er i størrelse gå-baglæns-ind. Dog stort nok til overnatning. Resten af tiden ombord foregår på dækket, hvor der er champagne og selskab nok. Eller i restauranten, hvor måltiderne ikke lader luksushotellerne meget tilbage. Tre retter til frokost og fire-fem til aften som rødbedesalat med svesker, champignon gratineret med ost, suppe eller borstj, nybagte boller med hvidløg, kartofler, grønt og kød samt æbler med marcipanfyld og flødeskum serveret af smilende piger og akkompagneret af mere god – og billig – champagne. Og det følger med – værelset – hvor end vi rejser, og befrier os dermed for bøvlet med at pakke ud og pakke ind, hver gang et nyt mål er i sigte. Som Sevastopol med tryk på tredje stavelse – skal det udtales, som ukrainerne gør. Byen var Sovjetunionens stolte flådehavn og har netop på grund af Sortehavsflåden været lukket for udlændinge indtil for få år siden. I dag udgør den Ukraines industrielle, videnskabelige og kulturelle centrum og tager venligt og nysgerrigt imod os med militærmusik på kajen, inden den viser sin stolthed frem: Panorama Museet med et tredimensionelt kunstværk, der drabeligt skildrer forsvaret af byen under Krimkrigen. (1853-1856). Krim Men Jalta på Krims sydkyst trækker. Vi vælger den ca. 100 km og fem timer lange bustur ad snørklede veje frem for otte timers sejlads. Og der er nok at betragte. Fra afstand Gorbatjovs sommerhus, der er stort som en dansk folkeskole; oprørskirker på klippetoppe, vejboder, hvor koner sælger rødløg og betagende udsigt; klippeafgrunde, som unge par på deres bryllupsdag SKAL besøge for at leve lykkeligt. Nærmest lykkelige er vi også, da Krims Perle ligger under os, og bussen lusker sig ned ad bjergskråningen. Med sit milde klima og smukke natur, er Jalta turisternes mest populære sommerparadis. Oprindeligt var det zarens og den russiske overklasses foretrukne feriested, senere blev det legeplads for de sovjetiske topledere. Samt nordjyder og andet godtfolk på 11 dages krydstogt og med snagende kameraer i de skrå gader omkranset af platan-, laurbær – og kirsebærtræer. Ikke alle steder lige velholdt som den smukke strandpromenade, men under stadig udvikling med bygningsarbejdere i tovværk i fjerde sals højde. Arbejdstilsyn eller sikkerhed nej tak. Det er her vi møder præsident Putin. Snyd Forinden var vi bl.a. omkring Livadia Paladset med 120 luksusværelser og med en historie så nærværende, at man næsten mærker alvoren bag Europas deling efter Anden Verdenskrig. Det var her, vestlige statsledere i 1945 fik styr på verdenspolitikken. Og det var her Nikolaj II med familie tilbragte somrene, før han for eftertiden blev mest kendt som den sidste zar. Men også grev Vorontsovs palads, eller Alupka Palace, er et besøg værd og med sine 150 værelser næsten smukkere end Livadia. Med ryggen mod Krims bjerge og en storslået udsigt over Sortehavet, forstår man Churchills valg af logi under Jalta-konferencen. Og Putin? Han sad såmænd på Jaltas havnefront og lod sig næsten venligt fotografere af alle med 10 amerikanske dollars i overskud. Som denne journalist, der på daværende tidspunkt gerne ville have spurgt til krisen i Beslan med de mange døde skolebørn. Desværre svarede han ikke på spørgsmål, stivstikker som han var i en fotografs computer – dygtigt manipuleret sammen med billedet af mig. Tjek selv – svært at se snyderiet, eller hvad? Men det med hans ferier i Jalta er sandt nok, lod vi os fortælle.