Chang og alle de andre

Fodbold 23. september 2002 08:00

Fodbold, jyllandserien Farsø - Aalborg Chang 0-5 (0-1) Mål: 0-1 Thomas Buus Nielsen, 0-2 Johnny Nielsen, 0-3 Christian Secher, 0-4 Johnny Nielsen, 0-5 Christian Secher. FARSØ: - Vi mødte en modstander, der var klasser bedre end os. Sådan som Aalborg Chang spillede mod os, vil de uden besvær vinde kvalifikationsrækken. De har klasse til danmarksserien, sagde Farsøs træner Rasmus Wetter, efter en fodboldlektion. Chang kan med en sejr lørdag over Struer sikre sig oprykning til kvalifikationsrækken, og der er lagt op til fest på Provstejorden i den kommende weekend. Chang kom foran 1-0 efter tre minutter, da Thomas Buus headede i nettet. To minutter ind i anden halvleg var det Johnny Nielsen, der scorede til 2-0 efter klumspil. Det blev 3-0 efter et kvarter, da Christian Secher brugte Thomas Buus som bande. Johnny Nielsen headede flot i nettet til 4-0, og det blev 5-0, da Christian Secher sluttede en dribletur med at score. Struer - Aars 3-7 (2-3) Mål Aars: 0-1 Ulrik Jensen (straffe), 0-2 Rene Gundersen, 0-3 Morten Poulsen, 2-4 og 2-5 Dan Pedersen, 2-6 Thomas Dissing, 2-7 Morten Kristensen. STRUER: Aars fik tre vigtige point i bestræbelserne på at holde luft til bundholdene. Himmerlændingene fik endelig scoret på nogle af de mange chancer, de tilspillede sig, og sejren kunne godt have været større. - Vi har nu ni point ned til Hjørring Frem, som vi spiller mod lørdag, så kan vi vinde den, mener jeg, at vi er næsten sikker på at blive i jyllandsserien, sagde Aars træner Jens Peter Sørensen. Ulrik Jensen scorede efter fem minutter til 1-0 på straffespark, efter at Morten Poulsen var blevet fældet. Det blev 2-0 ved Rene Gundersen efter frispilning af Thomas Dissing. Morten Poulsen sparkede under hjemmeholdets målmand til 3-0. Inden pausen havde Struer reduceret til 3-2, Men to mål i starten af anden halvleg fra Dan Pedersen gjorde, at spændingen hurtig var væk. Dan Pedersen sparkede først fra en spids vinkel op i nettaget, og fra tæt hold flugtede han i mål til 5-2. Inden dommeren fløjtede af, havde Thomas Dissing og Morten Kristensen scoret endnu et par gange for Aars til sejr på 7-3. Silkeborg KFUM - Brønderslev 4-0 (2-0) SILKEBORG: - Hjemmeholdet havde den skarphed, vi ikke havde. Vi brændte nogle meget store chancer i begge halvlege, sagde Brønderslev træner Troels Gaardbo efter det trejde nederlag på stribe. - De to andre kampe, vi tabte, har jeg ikke været tilfreds med indsatsen, det var jeg i dag. Vi tabte til et godt hold, som jeg er overbevist om vil følge Aalborg Chang op i kvalifikationsrækken, og det har de også klassen til, tilføjede Troels Gaardbo. I første halvleg scorede Silkeborg KFUM på to ud af tre chancer. I anden halvleg startede Brønderslev med at brænde to store chancer, da Henrik Carlsen lobbede over mål, og Claus Nielsen var spillet helt fri. I stedet slog Silkeborg KFUM kontra med to scoringer til sejren på 4-0 -niss.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...