Film

Chaplin som lejemorder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den skønne Kenza (Nezda Rahil) får sig her et tiltrængt forfriskning midt i et af Casablancas mest befærdede vejkryds.

FILM ¿What a Wonderful World¿ # # # # ¤ ¤ Denne marokkanske film er den sælsomste blanding af musikunderstøttet Chaplin og Buster Keaton-komik tilsat et ordentlig skud Tarantino, mens den i flotte, flotte billeder fortæller historien om lejemorderen Kamel, der går hen og forelsker sig - eller er det omvendt - i den kvindelige færdselsbetjent Kenza. Optaget i den marokkanske storby Casablanca møder vi en række mennesker. Færdselsbetjenten Kenza (Nezha Rahile), der bijobber og med hård hånd driver sin egen mobiltelefonudlejning. Hun har valgt aldrig at elske nogen, fordi hun er så bange for at komme til at miste den, hun elsker. Så hellere lade være. Hendes venindekreds omfatter den dansende rengøringsassistent og lejlighedsvis prostituerede Souaf og den trofaste Fatima, som hun hjælper med at få taget nøgenfotos, så ægtemanden ikke glemmer hende, mens han er soldat i Sahara. Og der er den unge Hicham, der drømmer om at flygte til Europa og gang på gang hacker sin ind på diverse hjemmesider for at kunne fremstille falske invitationer fra eksempelvis italienske firmaer, der glæder sig til snart at se deres marokkansk praktikant tiltræde. Den køber de ikke altid henne på emigrationskontoret. Men først og fremmest er det den næsten evigt tavse og uhyre effektive lejemorder Kamel (spillet af instruktøren Faouzi Bensaïdi), der omhyggeligt aflæser terrængående firehjulscrossers spor i strandsandet og derefter oversætter dem til kodeord på sin pc, så han kan finde ud af, hvem hans næste offer er. Fyldt med masser af øjenåbnende knaldperler snor den sælsomme historie sig af sted. Badekarsscenen, hvor den berusede bliver skrubbet rent i svinestien, den hvide hest bundet bag busstoppestedet eller kørestolsscenen med den handicappede bundet hjælpeløst fast på bagsædet af en lille lastbil er blot nogle enkelte af dem, og så har vi slet ikke omtalt den vidunderlige rundkørselsscene, hvor Kenza forvandler storbyens tætte biltrafik til elegant balletopvisning. Filmen er ofte uden ret meget dialog, men understøttet af kommenterende baggrundsmusik desto stærkere på billedsiden, mens de forskellige storbyskæbners livshistorie begynder at flette sig sammen. Askepothistorien, hvor den tavse Prins Lejemorder leder efter skoens skønne ejerinde, bliver citeret. I det hele taget er Faouzi Bensaïdi en instruktør, der hugger med arme og ben fra både Tati, Tarantino og hvad som helst, mens han fuldender sin historie om stor kærlighed og brat død. De to hovedrolleindehavere gør det godt, selv om manus ikke giver dem meget at arbejde med. Og Faouzi Bensaïdi har næsten de samme sørgmodige, livskloge og fortabte øjne, som vi husker den store filmkomiker Chaplin for. Det er stiliseret, nærmest tegneserieagtigt skuespil og skønt instruktøren afvikler sin filmhistorie fermt og drilsk, er der også vel meget avanceret stiøvelse over denne film. Rigtig hjertegribende bliver det aldrig, men cool og tjekket er det bestemt. Det er ren film, hvor billedsiden får lov til at folde sig ud. Sælsomt fascinerende med sin vemodig undertone af uforløst længsel efter den eneste ene og samtidig sprælsk og humoristisk. Det er længe siden, at vi har set så flotte, sælsomme bredformatsbilleder, og båret af poetisk humor og sort død, er det ganske vist en smal, men også en vidunderlig smal film. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk @Brød.9.: { ¿WWW: What a Wonderful World¿ Marokko, 2006. Instr.: Faouzi Bensaïdi En time, 39 min. Till. f. 11 år. Biffen, Aalborg.