Charlotte fighter for musikken
15-årige Charlotte Rolighed Lukassen er stålsat på en musikkarriere, trods nederlag til X-Factors audition

Galleri - Tryk og se alle billederne.
THISTED:Hun tilhører en generation af unge, der er opflasket med DRs underholdningsprogram X-Factor. Hver sæson har 15-årige Charlotte Rolighed Lukassen fulgt med og ikke mindst selv gået med drømmen om at blive opdaget og gøre karriere i musikbranchen. Sidste år fyldte hun de magiske 15 år, der giver adgang til at deltage i programmet, men det gik ikke helt, som hun havde håbet.
I femte klasse fik Charlotte øjnene op for musikken, da hun skulle synge et solo-stykke i en skoleopvisning. I syvende klasse begyndte hun for alvor at gå til sang og sidste år blev hun optaget på talentlinjen på Thisted Musikskole.
- Jeg fandt ud af, at det er det, jeg kan. Jeg har aldrig været super god til de boglige ting, men her følte jeg mig hjemme, fortæller Charlotte, der til daglig går i niende klasse på Østre Skole.
- Da jeg meldte mig til programmet, var det ikke fordi, jeg troede, at jeg kunne vinde. Det var mere for at få oplevelsen, fortæller Charlotte, der havde mor, far og søster med i tog og bus mod Vega i København.
Ventetiden var lang, Charlotte var en af dagens sidste deltagere, men tiden blev fordrevet i selskab med ligesindede.
Som det er set på TV skulle den unge sangfugl stå foran publikum og dommere og præstere, men det gik ikke, som hun havde håbet:
- Alt kiksede. Jeg havde store forventninger til mig selv, men jeg blev stoppet, da jeg var i gang med at synge, og blev bedt om at synge en anden sang i stedet. Så kludrede jeg fuldstændig i det, jeg rystede, så nervøs var jeg.
De mange nerver gik ud over præstationen, og Charlotte fik både et nej fra Thomas Blachman og Ida Corr, men hun kunne glæde over et ja fra Anne Linnet sagde ja.
Efter at være blevet valgt fra begyndte Charlotte at tvivle på sig selv og sit talent.
- Jeg var rimelig nede, tænkte, at jeg ikke er god nok. Men jeg blev ved med at synge, og det har kun gjort mig stærkere, siger hun, der har fået meget støtte fra venner og familie.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.