Vold

Charme er ikke nok

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hustruvoldsofferet Lars Brygmann (th) er ved en fejltagelse endt i terapi sammen med hustrubankerne Nicolaj Kopernikus (midt) og Rasmus Bjerg. STILL

FILM ¿Til døden os skiller¿ # # # ¤ ¤ ¤ Det er en vildt charmerende film, men charme er altså ikke nok, uanset hvor meget vi så holder af de gode, dejlige, danske skuespillere og deres finansierings-nødvendige svenske medspillere. Slutningen smadrer fuldkommen denne film. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set noget så påklistret og latterlig fladt, urealistisk tåbeligt som udgang på en ellers nogenlunde historie. Man prøver desperat at finde en dybere mening, et meta-lag, en fortolkningsmulighed - men den er der ikke. Man sidder tilbage og tænker sit. Er det en rasende instruktørs smæk med døren efter at filmselskabet har tvunget en anden slutning igennem, end den hun havde lavet? Hvis det er tilfældet, er det løn som forskyldt. Noget helt andet er, at det er en komedie, der i forvejen går på line på stylter. Den handler om vold i ægteskabet. Men det er der jo ingen, der synes er morsomt. Faktisk er der næppe mange, der synes, det er i orden at lave en komedie om det. Så i stedet er det så blevet til en voldelig hustru, der banker sin mand. Så har vi lidt mere lov til at more os over det. Eller hvad? Nej, for vold af den slags er tragisk, grusom, ubærlig og ikke noget at more sig over. Allerede dér går det skævt. Og det fortsætter gennem en uspiselig historie om knuste operadrømme og et strandet ægteskab i dybe vanskeligheder, om terapihold mod hustruvold og om vold i det hele taget. Anders Thomas Jensen har gjort det til et varemærke at skrive tabubrydende manuskripter, så det gør han også her. Hvad bliver det næste, vi skal grine af? Incest? Pædofili? Det spiller i hvert fald ikke, selvom filmen har masser af charmerende, fandenivoldske øjeblikke i kraft af sine stærke skuespillere. Rasmus Bjerg er skræmmende endimensional som den ene voldsmand og Nicolaj Kopernikus ganske overbevisende psykoagtig som den anden. Lars Brygmann er den voldsramte ægtemand, der afreagerer på jobbet som hovmester på sverigesbåden. Han virker klemt af rollen - nogle steder morsom, andre steder en tragisk skikkelse. Bedst som det sidste. Kirsten Lehfeldt har sine øjeblikke i en birolle - og Sidse Babett Knudsen har det formentlig allersværest som den depressive, voldelige hustru med den fuldkommen usandsynlige operastemme. Det bliver til et underligt rod af en film, hvor det ikke hjælper noget at gå ind på præmissen i håb om bare at more sig over de grove løjer. For den holder ikke sine løfter og bliver aldrig hverken rigtigt morsom eller rigtigt farlig.Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk