Lokalpolitik

Charmeoffensiv aflyst i Astrup

Kun fire af 29 mulige politikere havde tilmeldt sig guidet rundtur lørdag formiddag.

Hos skolebestyrelsen i Astrup er der stor skuffelse i øjeblikket. For den planlagte guidede rundtur i byen lørdag formiddag for de 29 medlemmer af byrådet for Mariagerfjord Kommune måtte nemlig i sidste øjeblik total aflyses. - Årsagen var, at kun fire politikere havde tilmeldt sig. Hele 11 andre havde slet ikke gidet svare på vores invitation ved fristens udløb torsdag, mens de resterende var forhindret af den ene eller anden grund. Eksempelvis borgmester H. C. Maarup, der havde hele tre vielser i løbet af lørdagen, fortæller Laila Klitte Mogensen som formand for skolens bestyrelse. Hun synes de fire tilmeldte i skikkelse af Niels Erik Poulsen (V), Jens Riis Dalgaard (A), Mogens Jespersen (V) og Kim Skau (C) er udtryk for en skuffende manglende politisk interesse fra de resterende for at få en chance for at lære lokalsamfundet Astrup nærmere at kende på en guidet lynrundtur på to timer til byens erhvervs- og foreningsliv. - På forhånd havde vi i skolebestyrelsen et ønske om mindst syv- otte tilmeldte til turen, for at vi ville gennemføre den. Men havde de fire alle været fra Hobro uden kendskab til Astrup, havde vi også gennemført arrangementet. For Kim Schau (C) fra Hobro er den eneste af de tilmeldte, der ikke kender Astrup modsat de tre andre, der kender den som deres egen bukselomme, pointerer Laila Klitte Mogensen og tilføjer: - Derfor har vi nu aftalt med Kim Schau, at han efter nytår får en solorundtur i Astrup for at lære os nærmere at kende som lokalsamfund her efter kommunalreformen.