Charmeoffensiv for salg af ledige kommunale grunde

Ansatte i teknisk forvaltning vil på skift efter aftale rykke ud og fremvise grunde i udstykninger om aftenene og i weekenderne for interesserede købere

Arden 14. september 2002 08:00

ARDEN: Efter to år er kun halvdelen af de 24 store byggegrunde i udstykningen Klarlunden på Storardenvej i Arden solgt. Samtidig går det trægt med salg af de 26 grunde i udstykningen i Frisdalen i Valsgaard, og det får nu Arden Kommune til at gå anderledes til værks i markedsføringen af de mange ledige kommunale byggegrunde rundt om i kommunen. - Arden kommune har tidligere forsøgt med åbent hus arrangementer, hvor vi har opstillet en skurvogn i udstykningerne. Men de sidste par gange har det ikke haft den store effekt, så derfor forsøger vi nu en anderledes strategi ved, at interesserede købere kan kontake os per telefon og aftale en fremvisning uden for de kommunale åbningstider samt i weekenderne efter aftale, forklarer Helle Kragelund fra teknisk forvaltning. Allerede fra i morgen og de næste fire søndage har kommmune indrykket store annoncer om de ledige grunde i NORDJYSKE. Her tilbydes der byggegrunde rundt i kommunen i størelser fra 572 til 2.336 kvadratmeter fra 47.000 til 300.000 kroner. Endvidere er der enkelte store jordbrugsparceller fra 6480 til 7520 kvadratmeter i Valsgaard fra 290.000 til 340.000 kroner. Byggeudstilling For at skabe ekstra opmærksomhed omkring de ledige kommunale byggegrunde har interesserede købere mulighed for over to søndage, 22. september og 6. oktober, at se et svensk træhus under udførelse i udstykningen Klarlunden i Arden. - Klarlunden er i forvejen i lokalplanen udlagt som et boligområde med en kombination af murstenshuse og træhuse. Og under åbent hus arrangementet de to søndage får interesserede også mulighed for at snakke byggeri med ejerne, der opfører det svenske træhus som medselvbyg, fortæller Helle Kragelund. Sammen med andre medarbejdere i teknisk forvaltning i Arden Kommune udgør hun et korps, der på skift skal stå for fremvisning af byggegrunde uden for normal arbejdstid. Hvor lang tid tilbuddet om kommunal fremvisning skal fortsætte, er der ifølge Helle Kragelund indtil videre ikke aftalt nærmere om. - Vinteren med tidligt mørkt om aftenen lægge jo automatisk nogle begrænsningner for fremvisning på hverdage, men en fremvisning ved højlys dag i en weekend i december vil der helt sikkert også være mulighed for. Og under alle omstændigheder kan interesserede grundkøbere jo også orientere sig lidt om mulighederne for køb i Arden Kommmune på vores hjemmeside, tilføjer hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...