Flade

Charmeoffensiv mod potentielle tilflyttere

Tilflytterservice på tæerne

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn viser sig fra sin pæneste og mest charmerende side, når 10 lægestuderende i dag kommer til byen. Tilflytterservice tager imod de lægestuderende, der skal i seks ugers praktik på Sygehus Vendsyssel. - De er alle potentielle tilflytter, og da sygehuset har svært ved at rekruttere uddannede læger, gør vi en indsats for at vise dem, hvad Frederikshavn kan byde på, siger Liselotte Heftholm fra Tilflytterservice. Besøget starter med velkomst og frokost hos Tankegang på øverste etage i Frederikshavn Midtpunkt, hvorfra der er en flot udsigt over store dele af byen. Herefter byder borgmester Erik Sørensen velkommen i byrådssalen, inden turen fortsætter med en guidet rundvisning i bymidten med stop i Det Musiske Hus og Frederikshavn Svømmehal. Herefter går turen til Rønnerhavnen og Nordstrand, inden gæsterne skal en tur op i Flade Bakker og se området, hvor det kommende skicenter skal ligge. Charmeoffensiven slutter med spisning i Frederikshavn Bowlingcenter.