Charmerende og velspillet revy

Glade og tilfredse tilskuere i Dronninglund Hallerne

Jørgen Ingvardsen
Hele revyholdet på scenen. Fra venstre er det Malene Baj Nielsen, Palle Jensen, Jane Munch Jørgensen, Heidi Vestergaard Pedersen, Bente Nørager, Mogens Rasmussen og Pernille Larsen. Foto: Jørgen Ingvardsen
Dronninglund 4. oktober 2016 17:44

DRONNINGLUND: I programmet til årets revy i Dronninglund skriver instruktøren, Mads Thomsen, at han håber, der i revyen er noget for enhver smag. Det var der, kan man konstatere, efter at revyen med stor succes spillede i Dronninglund Hallerne fredag og lørdag med mange glade og tilfredse tilskuere. De fik alt det, de kom efter. Masser af grin og kærlige drillerier, men også numre til eftertanke.

Årets revy var helt i top, og det er, som om revyen bliver bedre og bedre for hvert år. Skuespillerne bliver mere og mere sikre på scenen, og det ser faktisk ud som om, de nyder at stå der.

Ingen revy uden Inger Støjberg, så hun var naturligvis også med. Et udmærket nummer, men det var helt klart numrene med det lokale tilsnit, der gjorde sig bedst, og som der blev grinet mest af. Dem var der heldigvis mange af, og alt i alt må revyen betegnes som særdeles vellykket. Der var fart over feltet og stor musikalitet, idérigdom og charme. Skuespillerne gjorde det godt, og de blev fortrinligt bakket godt op af et velspillende revyorkester. Man glæder sig allerede til næste års revy.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...