Chat? - joh, men mest da vi var yngre

Eleverne i 7.b på Lundergårdskolen chatter - men ikke meget

Hjørring 5. juni 2003 08:00

HJØRRING: At chatte på internettet er noget, de fleste har prøvet og bruger ind i mellem. Det viser undersøgelsen, som er beskrevet på forsiden, og her stikker eleverne i 7.b på Lundergårdskolen ikke ud fra flertallet. Men det med at chatte var nu mest noget, de gjorde i 6. klasse, hvor det var lidt på mode at chatte med hinanden på nettet - sådan lidt i stil med at sende en SMS til de venner, der var inde i varmen, og være lidt sej, når man var med på tasterne. NORDJYSKE talte med en gruppe elever, som af deres forældre havde fået lov til at deltage i et interview, og her var meldingen samstemmende, at det ikke længere er så sjovt at chatte - men at det da kan bruges til at slå tiden ihjel, hvis en eftermiddag bliver rigtig kedelig. Og at ingen af eleverne kunne drømme om at give personlige oplysninger fra sig til nettet. Eleverne rammer generelt meget præcist ind i de forskellige konklusioner, som den landsdækkende undersøgelse har afdækket, og med en enkelt undtagelse har de det fint, når de færdes blandt andre anonyme på nettet. De føler sig hverken pressede eller usikre, idet de gennem netop anonymiteten har en nødudgang, hvis noget lugter forkert - på en digital måde, forstås. Eleverne har for de flestes vedkommende talt lidt mere deres forældre om sikkerhed på nettet, ligesom Lundergårdskolen har gennemgået kampagnen Sikker Chat, som Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet i fællesskab har udarbejdet. De skulle således være godt rustede til at gå på nettets chatsider, hvilket de da også selv føler at være. Kun et par stykker af de syv føler, at chat på internettet er fuldstændig spild af tid.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...