Chateau de Hans

De sidste ti år har mekanikeren Hans Magnussen været vinbonde i fritiden

Frankrig 10. september 2002 08:00

Solen skinner på de lange rækker af vinstokke, og druerne er så småt ved at skifte farve fra grøn til rød. Vi befinder os mellem snorlige rækker af vinstokke men ikke under sydlige himmelstrøg i Frankrig eller Italien men nærmere betegnet på Heden 7 - to kilometer udenfor V. Hasssing. - Det gror helt tosset godt, siger vinbonden og ser ikke helt utilfreds ud, da han betragter vinstokkene. Vinbonden hedder Hans Magnussen, og han har i ti år dyrket vin her. Oprindeligt begyndte Hans Magnussen at eksperimentere med æblevin hjemme i privaten, mens fårene stadigvæk græssede på markerne, hvor vinplanterne i dag bærer årets høst. Æblevinen dengang var ikke nogen stor succes, erkender Hans Magnussen. Ideen til at begynde med vinavl blev først plantet i 1992 i VK92 (Vinklubben af 1992), som Hans Magnussen stadig er medlem af. Fem medlemmer af vinklubben købte i fælleskab vinplanterne og begyndte at producere vin. I dag er det kun Hans Magnussen og Erling Villadsen fra Ejstrup, der deles om det krævende arbejde, det er at dyrke vin. Den ukendte joker i vinavlen er vejret. Masser af sol især inden blomstringen og de sidste seks uger før høsten er den gode og uundværlige medspiller. Frosten til gengæld er en frygtet modstander, der kan sætte proppen i høsten. Regnen er ikke så vigtig for udfaldet af høsten. - Hvis man har været syd på, har man set, at markerne er helt svedne, mens vinplanterne er grønne. De sorter, der bruges i det danske klima, skal være modstandsdygtige. - De skal kunne overvintre og klare 30 graders frost, okay ja, i hvert fald den danske vinter, siger Hans Magnussen. Fuglene er åbenbart også vinkendere, og de kan gøre kraftig indhug i en høst, hvis der ikke tages forholdsregler. - Når druerne får farve, så er vi nødt til at smide net over stokkene, ellers går det galt og solsortene æder det hele, siger Hans Magnussen og tager en klase druer i hånden. På de to vinmarker, der vokser på Hans Magnussens matrikelnummer, finder man tre rødvinssorter og syv hvidvinssorter. Rondo er fremtiden - Det jord vi har her, er måske skide god til en sort, mens den ikke dur et andet sted. Han tror på, at fremtiden i den danske vinavl bl.a. kan presses ud af rødvinssorten Rondo, der passer godt til det danske klima. I de to drivhuse og på en lille forsøgsmark leger vinbonden også lidt med forskellige sorter. De skiftende vejrforhold gør det umuligt, at vide hvor mange flasker, markerne hvert år kaster af sig. I 2001 blev der høstet et sted mellem 200-300 kilo druer, og det blev til omkring 150 flasker af vinen. Men udbyttet svinger meget. Den dårligste høst var i 1999, hvor der kun blev høstet 11 kilo, mens høsten i 1997 var utroligt god. Dengang havde Hans Magnussen færre vinstokke end i dag, men det blev alligevel til over 100 kilo. Hvert år ser vinbonden frem til, at det bliver høsttid. - Det har altid været en festdag. Høsten 2002 er ikke let at blive klog på grund af en usædvanlig god sommer. - Hvornår der skal høstes i år er vanskeligt at spå om, fordi det har været så utroligt godt vejr, siger Hans Magnussen, der forsigtigt skyder på begyndelsen af oktober. Hans Magnussen viser også NORDJYSKE ned i det allerhelligste nemlig vinkælderen, hvor vinen mindst skal lagre et år inden mødet med familien Magnussens smagsløg. Flaskerne får dog som regel lov til at ligge uforstyrret i to år, inden de er drikkeklare. Bronze for rødvin - De allerførste, de skal ikke drikkes, de er der bare, siger Hans Magnussen, hvis største problem er at holde vinen på hylderne, fordi så mange gerne vil have en smagsprøve. At vinen er god fik Hans Magnussen et bevis for 1. juni i år, hvor han deltog med to rødvine til Dansk Vinskue. Her fik han henholdsvis bronze og en 7. plads. I haven ved siden af vinslottet eller privaten om man vil, disker Hans Magnussen op med en smagsprøve efter at have hevet proppen af en flaske Hedebo Vin 2001. Selvom Hans Magnussen vandt bronze, og Danmark er blevet godkendt som officielt vinavleområde af EU, så har han ingen planer om kommercielt at dyrke og sælge vin. Ifølge vinbonden på Heden kan alle starte op med vinavl. Det kræver bare rigeligt med fritid og ikke mindst en god tålmodighed. Den største investering er vinstokkene. I begyndelsen lavede Hans Magnussen og kollegaerne en del fejl, men efterhånden vokser erfaringen i takt med druerne. Hans Magnussen holder styr på produktionen i et par grønne kladdehæfter, hvor alt er skrevet sirligt ned. Han har hentet god hjælp i Foreningen af Danske Vinavlere. Her udveksles der ligesom mellem de nordjyske kollegaer erfaringer. Medlem nummer 65 af Foreningen af Danske Vinavlere, der i dag har omkring 900 medlemmer er lig med Hans Magnussen, der var en af de første nordjyske vinavlere. Hans Magnussen henter også inspiration andre steder fra. Fif med hjem Hans Magnussen er nemlig medlem af SuperBrugsen Vodskov Vinklub, og han var sidste år med på en vintur til Bordeaux, hvor de nordjyske vinkenderne snusede til atmosfæren og smagte på druene på de franske vingårde. - Vi var nede at give dem lidt fiduser. Det bliver sagt med et grin, for vinbonden fra V. Hassing indrømmer, at han har fået mange fif med hjem, som for eksempel, hvornår druerne er modne, og hvornår de ikke er. Når Hans Magnussen ikke passer vinmarkerne, kører han i øvrigt rundt som mekaniker og reparerer trykluftskompressorer, hvilket han har gjort i 29 år. Hans Magnussen har ikke planer om at udvide produktionen, udover den jord, der allerede er gjort klar til flere vinstokke. - Umuligt det kan vi ikke overkomme, men hvem ved, når jeg bliver pensionist, siger Hans Magnussen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...