Herning

Chatkonsulent kræves fortsat fængslet

HERNING:Herning Politi vil i dag kræve, at den 57-årig tidligere chatkonsulent Rudy Frederiksen fortsat skal sidde varetægtsfængslet, oplyser vicekriminalinspektør Ole Henriksen fra Herning Politi og tilføjer, at politiet først ved torsdagens retsmøde vil fortælle, hvorfor han fortsat bør sidde bag tremmer. Rigspolitichefens it-sektion har allerede undersøgt en af mandens computere, og det har vist sig, at en række billeder er blevet slettet. Men det lykkedes it-folkene at genskabe noget af materialet, oplyser vicekriminalinspektøren. Politiet har stadig kun hørt fra to piger, der - mens de var mellem 15 og 18 år - har haft seksuel samkvem med den sigtede. - Der er endvidere foretaget nogle afhøringer af personer over 18 år, som derfor ikke er omfattet af denne sag. Men de har illustreret og underbygget politiets mistanke om Rudy Frederiksens fremgangsmåde med hensyn til, hvorledes der opnås kontakt til pigerne, oplyser Ole Henriksen. /ritzau/