Chauffør afviser at Bendtner havde grund til overfald

Nicklas Bendtners kæreste har kaldt overfald på taxichauffør for selvforsvar. Det afviser chaufføren.

Fodbold 11. september 2018 18:10 - Opdateret 11. september 2018 18:44

Natten til søndag pådrog en københavnsk taxichauffør sig et dobbelt kæbebrud i et sammenstød med fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Episoden har ført til, at Bendtner er blevet sigtet efter straffelovens mildeste voldsparagraf.

De to parter er meget uenige om, hvad der førte til overfaldet.

Mandag skrev fodboldspillerens kæreste, Philine Roepstorff, på det sociale medie Instagram, at der var tale om selvforsvar fra Bendtners side.

Hun fortæller, at parret var på vej hjem i taxaen, da chaufføren to gange kørte i en anden retning, end de to passagerer ønskede.

- Taxameteret viste lidt over 50 kroner, da vi i utilfredshed står af ved Nationalbanken og nægter at køre videre med chaufføren. Det får ham til at gå amok.

Blandt andet kaster chaufføren ifølge Philine Roepstorff en flaske mod hende og farer frem mod parret, hvilket får Bendtner til at slå ham.

Den forklaring kan hverken chaufføren eller taxiselskabet Dantaxi dog genkende.

Taxichaufføren, der mandag blev opereret for dobbelt kæbebrud, giver tirsdag gennem sin bistandsadvokat, Luise Høj, sin udlægning af sagen.

- Min klient passede natten mellem lørdag og søndag sit arbejde som taxachauffør. Han kørte i den forbindelse med to kunder, som efterfølgende nægtede at betale for turen. Min klient blev derefter udsat for et groft overfald, hedder det i en kort udtalelse fra Luise Høj.

- I den forbindelse afvises alle påstande om, at min klient på nogen som helst måde har givet anledning til overfaldet.

Kommunikationschef i Dantaxi, Rasmus Kroechin, afviser også Philine Roepstorffs forklaring.

Han oplyser, at der er videooptagelser, som viser forløbet. De optagelser er overdraget til politiet. Han vil dog ikke uddybe, hvad billederne viser, men blot at det ikke stemmer overens med Philine Roepstorffs forklaring.

Nicklas Bendtner nægter sig skyldig i sigtelsen for vold, oplyser hans forsvarer, advokat Anders Németh.

- Min klient nægter sig skyldig. Mere kan jeg ikke sige lige nu, lyder det.

På et pressemøde tirsdag eftermiddag udtaler Bendtner, at han har været involveret "i en yderst uheldig og for mig stærkt ubehagelig episode."

- Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at situationen skulle udvikle sig, som den gjorde, tilføjer han.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...