EMNER

Chauffør dømt for fart-indgreb

AALBORG:For at nå færgen til Norge, pillede han ved fartbegrænseren i sin lastbil, så den kunne køre stærkere end 90 km/t. På den baggrund har Retten i Aalborg netop idømt en norsk lastbilchauffør et halvt års ubetinget frakendelse af kørekortet samt en bøde på 5000 kroner. Den travle lastbilchauffør havde så meget fart på, da han kom kørende på motorvejen ved Aalborg, at det vakte opsigt hos de andre trafikanter. Anmelderne ringede blandt andet til politiet og fortalte, at lastbilen konstant lå i ydersporet og overhalede andre biler. Derfor rykkede politiet ud og målte lastbilen til en hastighed på 122 km/t, hvilket er langt over de tilladte 80 km/t. Fartbegrænsen blev gjort lovpligtig for nogle år siden, og som navnet siger, har den til formål at holde lastbilerne under en bestemt hastighedsgrænse - ellers drosles motoren ned. Men der kan pilles ved begrænseren, så den ikke virker efter hensigten. Aalborg Politi har aldrig - så vidt vides - afsløret sådan et indgreb, mens Rigspolitiets Færdselsafdeling i Nordjylland har kendskab til enkelte tilfælde. Faktisk har færdselsafdelingen for nylig stoppet en finsk lastbilchauffør, der også havde pillet ved fartbegrænseren.