Chauffør frifundet efter nordjysk knibe
Lastbilchauffør taget i Nordjylland for brud på køre-hviletidsregler. Han tabte sag i byretten i Hjørring og i landsretten, men vandt i Højesteret.
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:26
Det var ikke en overtrædelse af reglerne om hviletid, at lastbilchauffør Tommy Hansen fra Haderslev afbrød sin pause for at flytte sin lastbil. Det afgjorde Højesteret fredag. Dermed gik Højesteret imod både byretten i Hjørring og Vestre Landsret, der tidligere idømte chaufføren en bøde på 5000 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet. Pause var ikke "rigtig" pause Chaufføren holdt ved læsserampen hos en kunde i Sverige, da han besluttede sig for at holde sit lovpligtige hvil på en halv time. Men efter 17 minutter bad kunden ham om at flytte lastvognstoget, da et andet skulle til for at blive tømt. Chaufføren brugte derefter mellem 40 og 55 sekunder på at flytte sit vogntog 50 meter. Bagefter fortsatte han sin pause, men kun i 15 minutter. Dermed havde han ikke holdt en halv times sammenhængende pause, mente både by- og landsret. Stoppet af politi i Nordjylland Lastbilchaufførens manglende pause blev afsløret ved en politikontrol i Nordjylland næsten to uger efter, at den påståede lovovertrædelse havde fundet sted i Sverige. Politiet tjekkede hans fartskriver, og det førte siden til dommen i først byretten i Hjørring og derefter Vestre Landsret. Men Højesteret fastslog fredag, at chaufføren Tommy Hansen ikke havde overtrådt reglerne om hviltid. Notat fra EU-Kommissionen Fire af Højesterets fem dommere mente, at chaufføren skulle frifindes. De henviser til et notat fra EU-Kommissionen, hvoraf det fremgår, at der ikke bør ske retsforfølgelse, hvis føreren under visse omstændigheder har været nødt til at afbryde sit hvil i få minutter for at flytte sit køretøj. Desuden mener de fire dommere, at chaufføren kun overskred sin køretid med mindre end fem procent, hvilket "er omfattet af den generelle tolerancegrænse ved administration af reglerne og medfører ifølge anklagemyndigheden ikke sanktioner". Dommere uenige Den femte dommer i Højesteret mente, at chaufføren skulle dømmes. Han mener ikke, at travlhed hos en kunde falder ind under betingelserne i notatet fra EU-Kommissionen. Desuden anfører den femte dommer, at chaufføren kunne have holdt en halv times pause, efter at han havde flyttet vogntoget. Det er stemmeflertallet, der bestemmer, og derfor blev chaufføren frifundet. Chauffør Tommy Hansens advokat, Ulla Fabricius, som vandt sagen i Højesteret, siger: - Han er selvfølgelig begejstret over afgørelsen, da han har haft en betinget frakendelse af kørekortet hængende over hovedet lige til nu. Se Højesterets dom herBranceorganisationen ITD's kommentar til dommen .
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.