Chaufføren på krykkker

Hans Søgaard ved med det samme, at såret på benstumpen er alvorligt. Det kan ende med endnu en amputation og nye kampe. I genoptræningslokalet – og i hverdagen

Hans Søgaard har type 2 diabetes. En sygdom, som mellem 200.000 og 300.000 danskere har, halvdelen uden at vide det – og som hvert år betyder, at danske diabetikere bliver blinde, får nyresvigt, benamputationer og blodpropper. I 1999 får Hans Søgaard amputeret det højre ben lige under knæet efter en blodprop. Med hjælp fra en protese klarer han hverdagen og arbejdet som vognmand. Men i marts 2000 opdager han et sår på benstumpen. I tre kapitler fortæller vi historien om, hvordan diabetes får konsekvenser for Hans Søgaard. Dette er det sidste. I drømmene har han stadig to ben. Hans Søgaaard ser sig selv, som han var engang. Handlingen er forskellig, men én detalje går igen. Det er altid hans egne to ben, han går rundt på. Virkeligheden er en anden. En aften i marts 2000 sidder Hans på badeværelset og kigger på et sår på stumpen. Det er på størrelse med et knappenålshoved. Han ved ikke, hvor det er kommet fra, men han ved, det er farligt for en diabetiker. Hans vasker såret grundigt med vand og sæbe – og holder øje med det. Efter et par dage er såret på størrelse med en fingernegl. Det gør ondt, og Hans beslutter sig for at gå til lægen. Sammen bliver de enige om, at der hver dag skal komme en sygeplejerske, som behandler såret og lægger forbindinger mod snavs. Diabetikere har ofte dårligt kredsløb i benene. Det kan betyde, at der ikke kommer ilt nok ud til såret. Samtidig kan deres hvide blodlegemer, der bekæmper bakterier, være svækkede, og risikoen for en infektion er stor. Nogle dage synes Hans, at det går bedre med såret. Andre dage er det værre. Efter tre uger er det på størrelse med tre fingernegle. Tilbage til Thisted Hans forsøger at passe sit arbejde, men såret irriterer ham. Han mangler overskud, og der skal ikke så meget til, før han vrisser af Anne. I sensommeren 2000 er der ikke mere at gøre. Såret vil ikke hele, og Hans skal have amputeret endnu et stykke af højre ben. Han får valget mellem at tage på sygehuset i Thisted eller Viborg. Han vælger Viborg. Det gik så godt sidste gang. For at få kontrol med såret, skal lægerne amputere midt på låret. Men Hans tager det roligt. Han kan køre lastbil med protesen, så det skal han nok komme til igen efter amputationen. Nu håber han bare, at kirurgerne tager nok af benet. Hans er indlagt på Viborg Sygehus en uges tid. Fra den første operation, ved han, hvad der skal foregå. Han beder om noget at sove på, når kirurgerne skal save i lårbensknoglen. Lyden vil Hans ikke høre. Genoptræning Hans får sin nye protese på. Han er tilbage i fysioterapien på Sygehus Nord i Thisted. Såret på benstumpen er helet, og nu skal han lære at gå igen efter amputationen. Men han har en dårlig fornemmelse. Hans tager et skridt, mens hænderne holder fast i gangbarren. Det mekaniske knæled mellem protesens to jernstænger virker usikkert. Hans er amputeret midt på låret, og et mekanisk knæled er hårdere at gå med. Det kræver mere energi, og Hans skal lære at bøje det kunstige knæled med nogle andre muskler, end dem han brugte til sit eget knæ. Han forsøger at gå flere gange i barren. Efter sidste amputation gik det ellers så let, og det irriterer ham, at det nu skal være så svært. Pludselig knækker protesen sammen under ham. I barren griber han fat med hænderne, så han ikke falder. Senere prøver han at gå med krykker, men usikkerheden er den samme. Hans tør ikke gå uden støtte. Derhjemme bruger Hans kun det kunstige ben kort tid ad gangen. Så tager han det af og klarer sig på krykkerne alene. Han slutter genoptræningen uden at få tillid til sin nye protese. Første dag Hans har det kunstige ben med på arbejde, kan han mærke, at det ikke kommer til at fungere. Han kravler op i lastbilen, men det er svært. Benet er stift og besværligt. Og i truckens lille førerhus er protesen for stor og klodset. Den første dag med protesen, bliver den sidste. Bag tøjet i klædeskabet får den sin nye plads. Og der bliver den stående. Når han kører, bruger han alligevel kun sit eget ben, og det går uden problemer. Sværere er det at regulere blodsukkeret, så det ikke bliver for lavt og giver Hans en føling. En middel-brandert Sensommeren 2004. I en af auktionshallerne på Hanstholm Havn læsser Hans og sønnen Henrik tomme fiskekasser af en kølebil. Henrik er kommet ind i firmaet Søgaard Container Service 1. januar 2003. Bilen har de lånt af Hans' lillebror Tage. Det sker sjældent. I lastrummet kører Henrik pallerne med kasser ud til kanten. Hans drøner rundt i gaffeltrucken og løfter dem ned. Det er henunder aften, og de mangler kun et par paller. Henrik synes, at Hans opfører sig mærkeligt i trucken. Han hæver gaflen for højt, så den ramler ind i fiskekasserne. Hans gør det flere gange, inden Henrik hopper ned fra ladet og får stoppet trucken. Hans virker som om, han er fuld. Han har fået føling, fordi blodsukkeret er for lavt. Det sker for diabetikere, fordi de ikke får spist ordentligt, drikker alkohol eller arbejder for hårdt. Så mangler de energi. De første tegn på føling er svimmelhed, koldsved og rastløshed. I værste tilfælde får diabetikeren insulin-chok og kan blive bevidstløs. For at forhindre følinger har Hans altid nogle druesukker-tabletter i sin lastbil. Sukker er hurtig energi, som kan få ham tilbage til virkeligheden, hvis en føling er på vej. Men i Tages bil ligger der ikke druesukker. Henrik får Hans ud af trucken og hjælper ham op i førerhuset. Henrik sætter sig i trucken og løfter de sidste paller ned. Så går turen hjem til Industrivangen, hvor Anne er ved at lave aftensmad. Da de er hjemme, får Hans noget at spise, og han kommer til sig selv igen. Anne synes, følingerne er det værste ved Hans' sukkersyge. Han kan blive helt fjern og svær at komme i kontakt med. Hans har fået nogenlunde kontrol over sine følinger. Han kan mærke, når de kommer, og han forebygger dem ved at spise regelmæssigt. Men både Hans og Anne ved, at nogle af sukkersygens følgesygdomme truer hans arbejde. På arbejde Det er tidligt torsdag 25. november 2004. Klokken er syv. Natten har stadig sit greb om lyset, og i mørket fylder støvregn luften. Hans og Henrik sidder ved køkkenbordet i huset på Industrivangen. Hans har spist sin morgenmad og fået en cigaret. Han ved godt, at de 20 cigaretter om dagen er noget skidt, men han kan ikke undvære dem. Hans og Henrik hælder den sidste kop kaffe ned og går ud på pladsen foran huset, hvor de stiger op i hver sin Iveco. Hans stiller krykkerne ind bag førersædet og hiver sig op i armene. Højre hånd griber fat i rattet, venstre i døren. Benet støtter på trappen. Nogle gange savner han sit højre ben, men det er mest i praktisk sammenhæng, som når han skal ind og ud af lastbilen. Og så savner han gåturene ved havet sammen med Anne. Det kunne han med sin første protese, men krykkerne synker ned i sandet. I fodrummet under rattet i Hans' lastbil er fire pedaler. I venstre side sidder en ekstra speeder og bremse, så Hans kan køre med sit ene ben. Lastbilerne vågner med en dyb brummen. Endnu en arbejdsdag er begyndt. Anne, Henrik og de to døtre oplever Hans som gladere og mere frisk. Han spiser sine tabletter, stikker sig to gange om dagen med insulin-pennen og går til sine tjek hos lægen og på sygehuset fire gange om året. Anne mener, at han skal give protesen en chance til. Men det er jo hans valg. Og hun kan godt se, at han kan klare sit arbejde på krykkerne. På gårdspladsen vender Hans og Henrik de to lastbiler, så de har bagenden mod to sættekasser. Kasserne ligner containere, hvor siderne er slået ud. Hans bliver i førerhuset, mens Henrik sætter wiren på kasserne, som bumler op på lastbilernes lad. De kører ned på Hanstholm Havn. På vejen runder Hans fiskeimportøren Pandalus for at høre, om der er noget at køre med i dag. Galop-Anders står på pladsen foran fabrikken. - Kommer der noget fra Sverige, spørger Hans. Galop-Anders ryster på hovedet. Hans kører videre til fiskeauktionerne på havnen. Forbi Hanstholm Røgeri. Venstre ben arbejder roligt under rattet. Lastbilen har automatisk gear, så Hans skifter ved kun at rykke i gearstangen. Han holder øjnene på vejen. Én gang hver tiende måned er han ved øjenlæge. Hans passer på sine øjne, for de er sårbare. Sukkersyge kan give de mange fine blodkar på nethinden udposninger. Risikoen, for at de bliver utætte eller brister, er stor, og det skader synet. I værste fald gør det blind. Venstre ben I auktionshallen på Hanstholm Havn går Hans på sine krykker rundt mellem fiskekasserne. Rødspætter, kilotunge torsk, havkatte og mange andre fisk fra Nordsøens dyb er stablet i rækker. Hans holder øje med, hvor mange kasser Pandalus køber. Dem skal han og Henrik køre til fabrikken, så snart auktionen er slut. Men det er en sløj dag. Nogle gange er der 200 tons fisk på en auktionsdag, men antallet af fiskekasser fortæller Hans, at der ikke bliver det store at køre med. De få kasser Pandalus køber, drøner Hans ud til lastbilen i trucken. Krykkerne står i hjørnet af kabinen og hviler op ad ryglænet. Ved lastbilen åbner Hans døren. På få sekunder er han inde bag rattet og klar til at køre. Pandalus skal have sine fisk. Hans er hjemme ved ni-tiden. Han nyder sin formiddagskaffe ved køkkenbordet. I det stille spekulerer Hans nogle gange på, hvad der vil ske, hvis han mister venstre ben eller synet på grund af sin sukkersyge. Han er ved at være vant til tanken, men den gør ham stadig bange. Han passer på sit venstre ben og tjekker det for sår, så godt han kan. Ét ben må være nok. Det er han kommet igennem. Selv i sine drømme har han nu ét ben.