Aggersund

Chauffører giver den gas ud i engen

Kommunen indskærper regler i Aggersund Syd

Der er en løftet pegefinger på vej til chaufførerne fra Vesthimmerlands Kommune. Arkivfoto

Der er en løftet pegefinger på vej til chaufførerne fra Vesthimmerlands Kommune. Arkivfoto

AGGERSUND SYD: Embedsmænd i Vesthimmerlands Kommune tager nu fat i firmaet Vattenfall for at indskærpe, at firmaets chauffører skal overholde hastighedsgrænserne i Aggersund Syd. Det sker efter beboere i Aggersund Syd har klaget over, at firmaets store lastbiler er til fare for blandt andet cyklister i området. De store lastbiler kører blandt andet byggematerialer og grus til byggepladsen i Nørrekær Enge ved Aggersund, hvor Vattenfall i øjeblikket er ved at opføre 13 kæmpevindmøller i Nørrekær Enge. - Det er simpelthen for farligt at gå eller cykle i området, for lastbilerne drøner af sted, siger Leif Pedersen, der selv bor på Digevej i Aggersunds sydlige udkant, der nærmeste nabo til Nørrekær Enge. En af konsekvenserne af de mere end 100 lastbiler i døgnet er at forældrene ikke tør lade deres børn vente i busskuret. De kører dem selv i skole. Vesthimmerlands Kommune har godt nok sat hastighedstavler op med maksimalt 40 km i timen, men ifølge Leif Pedersen, så blæser lastbilchaufførerne på tavlerne. - Jeg har set lastbiler kører med mindst det dobbelte, siger han. Vattenfalls kommunikationskonsulent Arne Rahbek, lovede forleden at gøre noget ved forholdene. Han sagde til DR Nordjylland, at Vattenfall nu indskærper overfor entreprenørerne, at de skal overholde de regler og rammer, der gælder. Og ikke nok med det, så retter Vesthimmerlands Kommune altså nu også henvendelse til Vattenfall for at indskærpe, at hastighedsreglerne skal overholdes - også i Aggersund Syd.